Plader

Lightning Dust: s.t.

Skrevet af Mads Jensen

Lightning Dust består af Joshua Wells og Amber Webber fra Black Mountain. Musikken er dog noget anderledes, for her er tale om melankolsk indierock med minimal instrumentering. Det starter godt, men efter de første to numre daler kvaliteten støt, og det er ærgerligt, for potentialet er tydeligt.

Lightning Dust består af Amber Webber og Joshua Wells fra Black Mountain. Det betyder dog ikke, at Lightning Dusts lyd er videre beslægtet med Black Mountains psykedeliske udtryk. Duoen laver derimod tungsindig indierock i lavt tempo og med minimal instrumentering. Dette er deres første plade, og det er en anstændig debut, der vidner om stort potentiale. Et potentiale, der dog mangler fokus. For numrene på pladen skifter temmelig meget i udtryk. Det er ærgerligt, for når duoen gør det godt, er det rigtig godt.

I første nummer er vokalen i forgrunden, ligesom den faktisk er hele vejen igennem pladen, hvad enten der er tale om duetter eller solosang. I “Listened On” er det Webbers stemme, der fører an i lydbilledet. Den er meget lys og kraftig – den slags, som godt kan overmande, hvis den får frie tøjler. Det gør den heldigvis ikke. I stedet ligger den som en lyseblå himmel over et sparsomt instrumenteret lydlandskab.

Andet nummer tager over, hvor “Listened On” stopper. Igen er Webbers vokal i forgrunden for en afdæmpet guitar og et ditto orgel. Faktisk er man på dette tidspunkt overbevist om, at denne plade bliver et lille mesterværk.
Stilen ændrer sig dog i “Wind Me Up”, hvor der som titlen antyder kommer mere gang i sagerne. Den lette melankoli på de første sange erstattes af en mere happy-go-lucky-præget attitude. Stemningen er mere optimistisk. og tempoet er også mere stampe-med-venligt. Her er det så, at drømmen om en lille genistreg af en plade begynder at briste. For nok er det en god sang, men den er ikke så stemningsskabende som de foregående.

I “Jump In” består musikken af et tungt dansende klaver, der danner en rytmisk bund for nummeret, hvilket derudover praktisk talt kun består af Wells og Webbers stemmer. Det er en kedelig omgang. Ud over at rytmen gentager sig selv, gentager teksten også sig også. Mellem hver to linier synges »When it burns, it will hurt / And when it rains, it will pour.« Det synges således, at hvert ord trækkes ud i, hvad der føles som, det uendelige. Det bliver bare for kedeligt. Kedelig melodi, kedelig tekst og kedelig duet.

Duetten følges op af endnu en duet. Klaveret er her mere mørkt og umiddelbart mere spændende. Det formår dog aldrig rigtigt at komme i gang. Det nøjes med, som i det foregående nummer, at skabe rytmen. Vokalen følger rytmen fra klaveret og bliver således heller aldrig medrivende. Resultatet bliver, at man sidder og føler, at nummeret har et potentiale, der aldrig rigtigt bliver forløst.

Et sidste lyspunkt på pladen dukker op med “Highway”. Klaveret og Webbers vokal er igen de dominerende ingredienser. Men her er der liv i klaveret. Der er ikke fart på, bestemt ikke. Det er bare mere livligt. Det er trist, men på den måde, der sætter tanker i gang. Den måde, hvorpå klaveret får lov at leve, skaber en dynamik, man kunne ønske, at flere af de andre numre også var blevet udsat for.

Lyspunkterne ligger således tæt på de første to numre. Derefter går det i det store og hele ned ad bakke. Og det betyder, at pladen oftest ikke vil blive hørt til ende i min stue. Efter de to første numre er man kommet i en behagelig, melankolsk stemning, som snarere vil få mig til at skifte til en ligesindet plade end lytte til kedelige duetter og lyse indierocksange.

★★★☆☆☆

Lyt til “Listened On”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/listenedon.mp3]

Leave a Reply