Maher Shalal Hash Baz, 21:30, Astoria
Det japanske blues- og blæserensemble Maher Shalal Hash Baz’ koncert fredag aften kommer helt sikkert til at blive dette års mærkeligste og mest utilgængelige oplevelse. Det kunne man allerede få en gisning om ved at se sig omkring på det rystede publikum, der måbende forsøgte at finde en rød tråd i det japanske vanvid. Faktisk var det hele så aparte, at man efter koncerten kunne opleve bandets booker lufte sin frygt for at få ballade for at have hyret dem.
I aftenens anledning var Maher Shalal Hash Baz udvidet til en slags all star-udgave, som ud over frontmand Tori Kudo og et par mere etablerede medlemmer talte en del af festivalens andre japanske kunstnere, Saya og Ueno Takashi fra The Tenniscoats samt Kama Aina og Nikaido Kazumi. Altså en lidt broget skare med mange nye medlemmer.
 |
| Maher Shalal Hash Baz – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk |
Maher Shalal Hash Baz er kendt for at spille korte numre, men aldrig har det været så ekstremt som i denne omgang. Lad os gætte på, at de spillede i omegnen af 70-80 numre i løbet af den times tid, som koncerten varede. Det er i forvejen vanskeligt at kapere så meget forskelligt musik. Og for ligesom at gøre galskaben komplet havde Tori Kudo tilsyneladende først delt noder ud til det intetanende band umiddelbart før koncerten. Derfor var der tale om en koncert, hvor musikerne forsøgte at finde vej på næsten samme måde som publikum. Meget kaotisk.
Bandet spillede altså en slags improvisationsmusik, og kvalitetsmæssigt var det, som det ofte er med den slags: Når det virker, er det sublimt. Når det ikke virker, er det mindre fedt. I dette tilfælde var “mindre fedt” imidlertid også rigtig stærkt, så alt i alt var det en virkelig særpræget og gribende koncert. Helt sikkert et af festivalens højdepunkter.
(ML)
| Karakter: |    |
Lee Scratch Perry og Adrian Sherwood, 01:00, Cosmopol
Det var lagt op til natte-trance-fest, da den legendariske dubproducer Lee Scratch Perry indtog Cosmopol sammen med den britiske producer Adrian Sherwood. Umiddelbart inden koncerten havde Anthony B. givet et brag af en intens og højspændt reggae-kraftpræstation – i hvert fald at dømme efter den sidste halvdel, som jeg nåede at fange. Så der var god brug for de udkogte og bedøvende båndekko-grooves, som har været Lee Scratch Perrys varemærke i tre-fire årtier.
Allerede fra koncertens start stod det klart, at der var foretaget en ret stringent arbejdsdeling, hvor Adrian Sherwood stod bag mixerpulten, mens Lee Scratch Perry holdt sig til at synge. Det var på en måde lidt ærgerligt. For Perry har gjort sine største landvindinger som producer og sangskriver og kun i anden række som sanger. Når f.eks. makkerparret gav sig kast med Max Romeos gamle klassiker “War Ina Babylon”, som Lee Scratch Perry i sin tid skrev og producerede, var det åbenlyst, at Perry langt fra kan måle sig med Romeo som sanger. Her kunne det have været sjovt at høre ham livemixe og manipulere originalen i stedet for blot at gengive den i en lidt mindre stærk version.
Derudover var det tydeligt, at Perry efterhånden er ved at være oppe i årene. Ikke alene var hans stemme usædvanlig snøvlet – det var den faktisk allerede i 70’erne – hans optræden var i det hele taget præget af en vis træthed. Ud over at synge gav han sig f.eks. i kast med et lidt dovent sceneshow, som bestod i at male klichéfulde reggae-slogans på en stor planche – i stilen “Jah Rastafari”, “Jah Bless”, davidsstjerner etc. – og prale med sin diamantbehæftede kasket. Det var sjovt nok, men også ret sløvt, især fordi det fjernede lidt af hans koncentration fra musikken, hvor den ellers kunne have gjort god gavn.
Perrys klassiske skæringer fra 70’erne er så fænomenalt stærke, at selv ren playback er det hele værd, hvis det finder sted på et potent lydanlæg. Derfor var koncerten stærk nok som dj-show betragtet – ikke mindst fordi det netop er den type stenet og groovy musik, man har brug for, når man efter en lang dag står helt udmattet med en halv kubikmeter ævlebævle og en håndfuld pilsnere under vesten. Men som koncert var det en lille smule mindre spændende.
(ML)
| Karakter: | |
Læs også Undertoners anmeldelse af:
Maher Shalal Hash Baz: L’Autre Cap
