Plader

Okkervil River: The Stage Names

Skrevet af Kasper Würtz

Med The Stage Names cementerer amerikanske Okkervil River sin placering som et af de bedste og mest intense amerikanske bands i øjeblikket. Denne gang fortæller Will Sheff & co. fremragende storbyhistorier og viser samtidig nye, legende sider af sig selv.

“Det her er fantastisk.” Sådan lød afslutningen, sidst Undertoner anmeldte Okkervil River, og ordene var helt berettigede. Black Sheep Boy var et fabelagtigt tag-selv-bord af skrøbelighed, opblæst vrede og knuste hjerter løst bundet sammen af titelfiguren taget fra Tim Hardin-sangen af samme navn. Det var umuligt ikke at blive påvirket af Will Sheffs oprigtige vokal, og da albummet samtidig undgik musikalske ulykkeligheder, var en topkarakter slet og ret uundgåelig.

To år senere er Okkervil River så tilbage for at søsætte et nyt eventyr, men denne gang er de mere mytiske referencer til slotte og fårehyrder udskiftet med storbyens moderne rum og underholdningskultur. Således åbner The Stage Names med den fremragende “Our Life is Not a Movie or Maybe”, hvor livets egne dramatiske højdepunkter bliver sammenstillet med filmkunsten uden at fremstå tilnærmelsesvis ligeså magisk som livet på det store lærred.

Der er dog intet hverdagsgennemsnitligt ved åbningsnummerets musikalske og lyriske kvaliteter. Det er eventyrlysten og yderst rocket americana, der bevæger sig en smule væk fra forgængerens udtryk. Her bliver der leget med støj og dissonans halvvejs i nummeret, og man fornemmer den samme nysgerrighed og forsøg på genreudvidelse som i Wilcos mesterværk Yankee Hotel Foxtrot.
Intensiteten i Sheffs vokal er ingenlunde aftaget siden den dramatiske Black Sheep Boy. Inderligheden vokser sangen igennem og ender i et lyrisk såvel som vokalmæssigt højdepunkt, da urets tikken bliver beskrevet som »a calm clicking / like a pro at his editing suite takes up two weeks stitching / up some bad movie.«

Den rørende skrøbelighed, som Okkervil River på tidligere udgivelser viser, at de mestrer, indtræder her først i “Savannah Smiles”. Ved de første gennemlytninger bliver man let forført af den ganske hjælpeløse melodi, men efterhånden begynder kedsomheden at ophobe sig.

Heldigvis er den efterfølgende “Plus Ones” en fantastisk opvisning i den gennemførte balancegang mellem det energiske og det følsomme, som gjorde Black Sheep Boy til et album i mesterklassen. Samtidig er sangen også et solidt blink med øjet, da den tager et par håndfulde musikhistoriske sangcitater, der alle indeholder tal, som i Okkervil Rivers version bliver adderet med et, ligesom titlen indikerer. Således bliver Nenas 99 luftballoner her til 100, men det er aldrig blot en citatleg. Det hele bliver smukt inkorporeret, så man både smiler og bliver berørt – som når Sheff synger »And what’s new pussy cat / is that you were once a lioness.«

Generelt springer Sheff virkelig ud som verdensklasselyriker på The Stage Names, der byder på den ene formfuldendte tekst efter den anden. Som oftest kredser de om forskellige grene af underholdningsindustriens forskellige afskygninger; og skygger, dem er der nok af i Okkervil Rivers betagende univers.

Den glimrende “A Girl in Port” kører tempoet helt ned, og portrætterer smukt tre kvinder med Sheffs sylespidse sprog, der atter arbejder med showbusiness-retorik, og en enkelt af kvinderne er således blot »someone’s plus-one.«

“You Can’t Hold the Hand of a Rock and Roll Man” lyder som et overraskende kådt bud på, hvordan Supergrass’ “Alright” havde lydt med Okkervil River i førersædet. Det er en umådeligt veloplagt beskrivelse af et patetisk rockstjerne-liv, og Sheff kaster endnu engang tekstperler ud af højttalerne såsom »Our silver-screen affair / it weighs less to me than air / It’s a gas now.«

Den musikalske optimisme bliver herefter begravet med den uhyre smukke “Title Track”, der indeholder elementer af musikalsk frustration, der hele tiden ligger på nippet til at støje, samt endnu en vital vokalopvisning fra Sheff. Magtdemonstrationen fortsætter i “John Allyn Smith Sails”, der er en hilsen til digteren John Berryman. Sangen er en slags selvrefleksion over det selvmordsspring, som digteren tog i 1972, og Okkervil River får modigt og vellykket indarbejdet Beach Boys’ “Sloop John B” i slutningen af sangen. Selv om det måske kan lyde blasfemisk, bliver det umådeligt rørende, når det dystre nummer bliver afsluttet med ordene »I want to go home.«

Selv om The Stage Names ikke helt når de samme højder som det foregående mesterværk, så bærer Okkervil River skyggerne fra Black Sheep Boy-præstationen flot, og lader sig ikke forblinde af fortidens sange, ligesom de heller ikke blot forsøger at indspille en version to. Overgangen til de rockede hverdagsfortællinger er virkelig velfungerende, og Will Sheffs lyriske kunnen er helt uovertruffen. Sammenlagt betyder det, at Okkervil River bibeholder håneretten over for de fleste andre samtidsbands, ligesom superlativet ’fantastisk’ efterhånden må tatoveres fast på gruppens udgivelser.

★★★★★☆

Lyt til “Our Life Is Not a Movie or Maybe”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/ourlifeisnot.mp3]

Leave a Reply