Hvorfor bandet múm altid har skullet staves med lille begyndelsesbogstav og dermed gå imod de gængse konventioner, kan have sin forklaring i den unikt barnlige tilgang til musikken, islændingene altid har været kendt for, og som de cementerede på især de to perleudspil Yesterday Was Dramatic, Today Is OK og Finally We Are No One. Det kan også hænge sammen med deres forbindelse til den musikalske bølge, der på islandsk er blevet døbt krútt. Det betyder nuttet og henviser til et legende, sødt lydunivers, hvor kanterne er skåret fra til fordel for bløde, vamsede eventyrkompositioner uden rammer og regler.
Under alle omstændigheder er múm nu tilbage med deres fjerde reelle studiealbum. Og ja, Go Go Smear the Poison Ivy er stadig en barnlig forkastelse af rammer og konventioner, stadig en nuttet, gådefuld og klingende lydleg, men er der så virkelig ikke sket mere?
Jo, på sin vis. Det hæst hviskende søskendepar Valtysdottir har først og fremmest begge forladt gruppen og ikke et ondt ord mere om dem. Bagmændene Gunnar Örn Tynes og Örvar Smárason får derfor hjælp af intet mindre end fem nye samarbejdsvenner på udspillet. Sangerinden Ólöf Arnalds og Hildur Gudnadottir (Lost in Hildurness) er blot to af disse, hvilket er med til at understrege den nærmest incestuøse familieintimitet på den islandske musikscene (på positiv vis, altså).
Sammen med flere andre musikervenner udgør de et mere broget og til en vis grad mere outgoing hold, end múm tidligere har været, og dermed fjerner bandet sig mere fra de nostalgisk tilbageskuende, snørklede lydeksperimenter. En sang som “They Made Frogs Smoke ‘Til They Exploded” er således et fremragende eksempel på de lette og legende kvaliteter, de nye musikalske samarbejder besidder.
Ændringerne i bandets line-up kan høres i lydbilledet på det nye udspil. Blandingen af folk-elementer, klikkende beats, strygere, blæsere og al verdens kling-klang-småtterier præger stadig universet. Men der er kommet mere fokus på liveinstrumentering frem for det overherredømme, den digitalt-samplede del af lydkulissen tidligere besad. Musikken får herved en langt lysere, mere imødekommende og på sin vis mere nuanceret drejning, hvilket i f.eks. “Dancing Behind My Eyelids” bliver tydeligt, når man hører, hvor flot elektronik og vokal spiller sammen.
I “Marmelade Fires”, pladens smukke højdepunkt, svinger kompositionerne derudaf hånd i hånd med et kor af venlig, klingende vokalharmoni, der på klassisk, dog mere imødekommende og åben múm-agtig vis kun vil sin lytter det allerbedste. “Guilty Rocks” er med sin blanding af ildevarslende og dog blød melodika, westerntemaer og gedigen horrorsoundtracking a la Dario Argento et vellykket og velkomment eksperiment, der fint demonstrerer, hvordan bandet på dette fjerde udspil prøver nye veje af.
Go Go Smear the Poison Ivy er på mange måder en mere up to date múm-plade. Nok er det stadig krútt, typisk islandsk eventyr-kling-klang. Men det er trods alt en mere udadvendt, lystig leg med elektronik og sprudlende vokal, hvor noget af cremen fra den aktuelle islandske musikscene får lov at berige og bekræfte et band, der stadig skal skrives med lille m, men dog synes at have overstået de mest problematiske faser i opvæksten.
