Improvisation virker som et fjernt minde fra en tid, hvor jazzen for alvor fik lov til at syre ud, og rockmusikere endnu ikke var blevet modebladsstof. Og det er da også kun i de nederste lag af undergrunden, at der stadig improviseres i samme omfang som for eksempelvis 25 år siden.
Men de, der gør det, kan deres sager. Eksempelvis Causa Sui, hvis foreløbigt to udgivelser har haft et tiltrækkende element af fri leg over sig midt i de stenede instrumentekskursioner. Derfor virker idéen med at sætte tropperne fra de skumle kringelkroge af den danske undergrund (Causa Sui og Jørgen Teller) sammen med en udenlandsk kapacitet som Ron Schneiderman (Sunburned Hand of the Man m.fl) hurtigt som en svært groovy idé.
De tre unavngivne numre lister sig alle vidt omkring. Den lidt over 14 minutter lange albumåbner udmærker sig ved sin langsomme intro, der lader guitaren flyde fra de bagerste rum af bevidstheden og helt frem i lydbilledet. Det sker, så snart bassen og trommerne begynder deres marcherende tur igennem rummet. Guitarstrengene slår piskesmæld igennem det lydtunge lokale, og langsomt går det op for én, at det er sin sag at improvisere sig frem til et så formfuldendt stenet rocknummer.
Måske på grund af formfuldendtheden og den stærkt smittende melodilinje, der hurtigt etablerer sig, forsvinder magien dog fra nummeret halvvejs henne, men så er det, som om improdjævelen fra krautrockland tager ved de fem musikere. For selv om det samme groove bliver smukt vedligeholdt, begynder guitarerne en flettende manøvre, der resulterer i flere imaginære kollaps inde i hovedet på lytteren. Og det er ganske imponerende, at de tre mænd med guitarer har formået at tøjle deres fremturen i sådan et omfang. Hele tiden er de klassiske Hendrix-riff fra Jonas Munk tydelige, men de kammer heldigvis ikke over i lir for lirens skyld. Guitaronanien udebliver, og i stedet dannes der multifarvede sammensmeltninger af vellyd i hovedet på én. Det er ganske enkelt blændende lavet, og så kan en nok så distanceret trommeproduktion (eller måske manglen på netop produktion) ikke få én på andre tanker.
Andet nummer forlader for en kort stund den bastante bund, der var grundpillen i albumåbneren. Via elektroniske guitarfiksfakserier er det svært at skelne, hvad der rent faktisk skete den aften på Byens Lys på Christiania, og hvad der senere er blevet til i studiet hos Jonas Munk i Odense. Lydene befinder sig i hver sit rum, og bliver samlet i en art entré fire minutter inde, hvor trommerne igen giver de tre guitarister en base at lege på. Det lyder faktisk mest af alt som en øvesession hos Causa Sui på grund af den karakteristiske Fender-lyd fra Jonas Munk.
Og ikke et ondt ord om netop den lyd, for er der nogen, der kan finde ud af at stykke et guitarriff sammen, så det fænger, er det netop ham. Men pladsen bliver desværre alt for trang til de andre guitarister, der mest fungerer som ambiente grundstøtter for Munks egen riff-glæde, og det er ærgerligt, at han optager så meget plads. Den støjende baggrund lader nemlig til at have budt på meget mere end diskant forvrængede udbrud i store doser. Heldigvis bliver der mere plads til de andre senere, men da er det desværre for sent, og de når derfor aldrig at gøre større indtryk.
Sprækkerne i den gamle biografs vægge må have lidt stor overlast under det sidste nummer, hvor det bedste fra de to foregående virkelig forener sig i et angreb på alle de små sensorer, vi har inden i ørerne. Hørt i hovedtelefoner er der ikke meget plads tilbage at arbejde med – musikken overtager simpelthen al tankekraft i sin elegante overlegenhed. Skabelonen er egentlig den samme som i de to foregående numre, men der er skruet ned for Hendrix-riffene og op for de ambiente landskaber, og det gør det til pladens absolut bedste nummer.
Selv om denne udgivelse er et klippeklistret sammentræk af to forskellige optagelser af koncerten og ekstra tilføjelser fra Causa Sui-guitarist Jonas Munk (Manual og Limp), fremstår de tre numre med et klart mål, der uanset en lidt ulden lyd og til tider lige vel eventyrlystne elementer så afgjort bliver nået. Præcis hvad målet er, er naturligvis ganske svært at blive klogt på. Men rejsen er snildt de 38 minutter værd, som det tager at lytte pladen igennem.
Note: Stifteren af selskabet There Is No Trouble in Denmark, Troels Mads, har tidligere været skribent hos Undertoner.
