Man kan sagtens lytte til canadiske Rock Plaza Centrals tredje plade uden at bide mærke i de historier, som bandet fortæller. Nøjes man med musikken, får man godt nok kun den halve fornøjelse, men rent faktisk er arrangementerne og kompositionerne på Are We Not Horses af en sådan standard, at selv en overfladisk gennemlytning vil gøre et vist indtryk.
Men hvorfor ikke snuppe hele pakken, når man nu er i gang? Der er nemlig rig mulighed for at få gribende og fascinerende oplevelser, hvis man lader sig indfange af de syv canadieres mystiske og dragende univers, hvor mekaniske heste, der tror, de er rigtige heste, kommer til at tage det forkerte parti i krigen mellem engle og mennesker.
Teksterne er undsluppet forsanger Chris Eatons fabulerende fantasi – en fantasi, der tidligere har skabt to romaner. Med en vridende og klynkende stemme, der sine steder minder om Bonnie ’Prince’ Billy, sender Eaton de asymmetriske fortællinger af sted som løsslupne omkvæd mellem lystigt banjospil, alternative countryelementer og mexitrompeter a la Calexico.
Samtidig præger mere traditionelle americana-virkemidler pladen, og Rock Plaza Central blander kortene fantastisk godt. Sangene ruller som en lavine med både energi og tempo, men vel at mærke en kontrolleret lavine, der hele tiden husker at få den gode melodi og de vigtige omkvæd med sig. Intet sted virker sammensætningen tilfældig. Tværtimod er albummet velgennemtænkt, og de mange stumper og stykker af både country/folk-elementer og mere traditionel rock giver en skæv og dragende mosaik.
Det er svært at pille enkelte numre ud, for der er ingen unødvendigheder på pladen, men i stedet masser af lag og finesser, der rammer hinanden ind i et vidunderligt musikalsk univers. Are We Not Horses kræver godt nok en del gennemlytninger, men der er grobund for masser af gode timer med pladen.
Skal man alligevel fremhæve noget, må det være “When We Go, How We Go (part II)”, der i et af pladens mere rockede og bastante øjeblikke fletter et skolekor ind blandt trompeter og violiner. Det tilføjer en helt unik stemning.
Noget tilsvarende tilfører strygersektionen også i en anden sublim sang, afslutningsnummeret “We’ve Got a Lot to Be Glad For”, der virkelig er smukt sammensat, men måske nok i forhold til førnævnte børnekor en anelse ordinært.
Teksterne er et kapitel for sig selv. Robotheste af stål, der tror, at de er rigtige heste, samtidig med at de heller ikke er sikre på, om de er gode eller onde, eller hvad der egentlig definerer de to modsætninger, giver måske ikke altid lige mening, men det er skørt og helt vidunderligt – specielt når musikkollektivet fra Toronto rent musikalsk pakker historien ind med så meget snilde og kompositorisk finesse. Are We Not Horses fremstår i hvert fald som et af årets mest spændende og interessante album.
