Man er nødt til at være relativt opmærksom og ikke alt for tilbagelænet, når man skal lytte til Annie Clarks fine debutalbum under navnet St. Vincent, Marry Me. Finesserne står i kø i de mange skæve arrangementer, og multiinstrumentalisten Clark har gjort en dyd ud af at afbalancere sine virkemidler, så udtrykket hverken bliver letbenet eller kammer over i svulstig detaljerigdom.
Dén hårfine grænse har hun muligvis arbejdet sig frem til takket være sit samarbejde med The Polyphonic Spee og Sufjan Stevens. Trods de kendte venner står der definitivt Annie Clark malet hen over kompositionerne, der har et fint touch af noget feminint, men også noget råt og usødet. Marry Me er en af de plader, der både giver en flad lussing, så det synger, og også står parat med den lindrende aloe vera.
Og netop den flade lussing kommer flyvende i form af indledningsnummeret “Now Now”, der smælder som en kindhest fra den sorte skole. Beatet kører konfust og forvirret mellem lag af strygere og klemtende guitarer som et før-klimaks i en horrormovie. Det er tæt på at være i kategorien for skizofrene lydflader, men et børnekor og messende omkvæd rager tilpas op mellem bassens heftige beat, og Annie Clark holder lytteren i et fast jerngreb.
Det dulmende kommer eksempelvis i den behagelige “Jesus Saves, I Spend” men man rykkes stramt tilbage i sædet af “Your Lips Are Red” for så igen at blive øremasseret af titelnummeret. På lydsiden har det et særdeles intimt og fintfølende beat, men i lyrikken tørster Clark efter det sarkastiske og lidenskabelige med lige dele humor og glimt i øjet: »Oh John, let’s do what Mary and Joseph did / Without the kid.«
Der er ingen tvivl om, at Annie Clark er en fortæller. Marry Me har en narrativ linje fra de føromtalte halvbizzare kærlighedsfix til dramaer og nærmest ubehageligheder i den dystre “The Apocalypse Song”, der væver rundt i unavngivne personers indre dæmoner.
Dertil kommer Clarks mange og velarrangerede harmonier, der ikke lige lader sig indkapsle, men på deres helt egen lyttevenlige måde binder sløjfer om de mange og til tider uregerlige lydflader.
Marry Me er konstellationer og skæve detaljer i et væld af udbrud – både fra Clarks intense røst og fra de mange musikalske småeksplosioner, som præges af blæsere, strygere og heftige korarrangementer, der som en anden kamæleon skifter farve og tempo, uden at stemningen går på grund.
Det er ikke sing along-stemning og partymusik, St. Vincent disker op med, og pladen er da heller ikke i den radiovenlige ende af spektret. Men det er en imponerende flot komponeret samling sange, der ikke går på kompromis med noget. Det er meget intenst at gå på opdagelse i mængden af lyddetaljer og beats – så intenst, at det kræver små pauser, hvor man er nødt til at lade pladen være et stykke uden for rækkevidde. Det er muligvis pladens eneste minus, at man har svært ved at fordøje det hele på én gang.
Genhørsglæden vokser dog, for hver gang den finder vej tilbage i afspilleren, og giver man tid og plads til Marry Me, er holdbarheden lang.
