Referencerne til bands som Modest Mouse og The Sea and Cake er allestedsnærværende på debutudspillet fra det besynderligt betitlede svenske band Talking to Teapots. Kort sagt har vi at gøre med amerikansk inspireret indierock i den lettere støjende ende af skalaen.
I tilfældet Talking to Teapots kan man uden større problemer finde mange musikalske solskinsstråler, der fluks kan sætte fødderne i bevægelse. Blandt andet “Pandemonium, Pt 1”, der er en klokkeklar sensommersingle med decideret Barometer-potentiale. Dette skyldes hovedsageligt nummerets syng-med-omkvæd og det catchy guitarriff, der vil kunne lukke lyset ind i selv de mest sortmalede teenageværelser. Det er ganske enkelt særdeles vanskeligt ikke at blive revet med af nummerets smittende energi.
I de efterfølgende numre følger svenskerne samme opskrift: skrål-med-omkvæd og lettere punkede guitarer, der drøner derudaf. Alt sammen fuldendt af forsanger Karl A. Jönssons lettere maniske vokal. Jönsson er på ingen måde det største talent på vokalhimlen, og teksterne kunne Talking to Teapots såmænd også have arbejdet en hel del på. Dette gør dog på ingen måde numrene afgørende skade. De lettere fjollede tekster og den ikke alt for finpudsede vokal er tværtimod snarere med til at forøge svenskernes skæve charme.
Tempoet er lidt lavere i “Shady Place”, hvilket markerer et glimrende momentant stemningsskift, hvilket bidrager til en anelse variation på en plade, der ellers står til adskillige fartbøder.
Det er især i netop de mere stille numre, at man som lytter kan fornemme en yderligere inspirationskilde, nemlig Pavement. Den amerikanske indflydelse bliver dog med stor succes omformet af svenskerne til en musikalsk cocktail, der på mange måder kan kaldes deres egen. Når dette så er sagt, bør det nævnes, at parallellerne til Modest Mouse og danske Figurines lidt for ofte er lige vel tydelige.
En af pladens største forcer er dens karakter som rent overflødighedshorn af smittende energi. Desværre er det samtidig udgivelsens akilleshæl. Numrene kommer i det store hele til at minde for meget om hinanden i deres opbygning, og den energi, der indledningsvis formår at vække lytteren, spænder ben for sig selv og bliver en anelse søvndyssende i længden.
På trods af dette er der gudskelov adskilige numre, som det ville være en forbrydelse at røre yderligere ved. “Ode to the Magic Wands”, “Death to the Sequence of Tenses”, “Shady Places” og “Pandemonium, Pt 1” fungerer ganske enkelt upåklageligt.
Alligevel er albumtitlen The Re-creation of All Things misvisende. Der er på ingen måde tale om en genskabelse af alting. Men mindre kan også gøre det fra et ungt debuterende orkester, der i al fald besidder potentialet til at vokse med deres musikalske opgave.
