Da det i foråret blev officielt, at 1 2 3 4 havde underskrevet en kontrakt med Nikolaj Nørlunds pladeselskab, Auditorium, var der på sin vis blot tale om en formalitet. Gennem knap et års tid havde det nemlig langt fra været nogen hemmelighed, at Nørlund kunne se kvaliteter i 1 2 3 4. Og selv om forsanger Rune Hedeman med sine bemærkelsesværdige fagter og bevægelser i forvejen har sikret bandet en del omtale, har Nørlund-koblingen uden tvivl gjort sit til, at der i første omgang er blevet rettet opmærksomhed mod Hedeman og co.
1 2 3 4’s debutplade, In Your Faith, er tilpas talentfuld til, at det er forståeligt, at Nørlund har valgt lige præcis dem til at trække gennemsnitsalderen på Auditorium betragteligt ned. 1 2 3 4 er et friskt pust, som musikalsk er inspireret af 80’ernes engelske guitarrock og sfæriske støjpop, mens Rune Hedemans hang til amerikansk slacker-rock, som var omdrejningspunktet i hans tidligere band Torpedoes, også præger lydbilledet. De mange klodser, 1 2 3 4’s musikalske identitet er opbygget med, er sammensat på en måde, som til en vis grad giver dem et særegent udtryk. Selv om det ikke skal forveksles med originalitet, er det i den grad befriende, at inspirationskilderne ikke lader sig indfange med et snuptag.
Det store trumfkort på In Your Faith er åbningsnummeret “Minor Chords”. Det er langt fra pladens mest iørefaldende nummer, men omvendt måske det mest ambitiøse, da himmelstræbende englekor, støjpoppede guitarrundgange og vibrerende synth ikke bare løfter, men direkte klæder 1 2 3 4’s musikalske udtryk.
Ellers står “Saddest”, “Judo (Tomorrow’s a Long Time)” og “Demons (Are a Girl’s Best Friend)”, der alle har været mulige at høre i demoversioner på 1 2 3 4’s myspace, stærkest. Også i de nyindspillede versioner er det herligt melodiske og fint guitarringlende sange, som er perfekte at have i ørene, når man slentrer rundt i byen på må og få. Disse sange udmærker sig ikke mindst, fordi den mere pågående stil klæder Hedemans vokal.
Omvendt kommer han en smule til kort i pladens mere tilbagelænede, vokalfokuserede passager. Hans vokale formåen er ikke helt stærk nok til at give dem den påkrævede intensitet og nærvær. Det hæmmer “New York Teeth”, hvor heller ikke det stigende tempo afslutningsvis i form af støjbrusende guitarflader og Hedemans »come on c-c-c-c-c-c-come on«-udbrud sætter et mærkbart af- og indtryk. Selv om 1 2 3 4 er Auditoriums Benjamin, er In Your Faith nemlig en tand for pænt produceret og derfor stort set blottet for ungdommeligt vildskab. Måske har det slet ikke været hensigten, men det er alligevel præcis dét, man savner ved In Your Faith som helhed.
“Alternate Endings” er eneste deciderede fejlskud. En instrumentalpassage med samme stemningsfulde, frankofile stil og drive som svenske Detektivbyråns kompositioner kickstarter nummeret med fart over feltet, men med ét og uden nogen form for sammenhæng bliver det brat afbrudt af et langsommeligt vers. Fint eksperiment, ja, men det lykkes ikke at samle de to væsensforskellige musikstykker til en helhed.
Trods disse små skavanker er In Your Faith en løfterig debut – der er greb om melodierne, og da der tillige er bid i Hedemans tungsindige tekstunivers, kan man godt have forventninger til kommende udspil fra 1 2 3 4.
