Dommedagsduetterne hærger et tætpakket lydbillede, og ægteparret Miller/Mae udfører disse med både indlevelse og kant. Med andre ord er der ikke en masse nyt under solen på Blanches andet album. Selv om Jack Lawrence har haft tid til at dyrke fritidsprojektet The Raconteurs, og føromtalte ægtepar har medvirket i Johnny Cash-filmen Walk the Line, lyder de unægtelig, som de altid har gjort, uden nogen afsmitning fra de musikalske udflugter, de hver især har dyrket.
Det er i og for sig ikke noget kæmpe problem, for sangene er stærke og medrivende, men man føler lidt, at Little Amber Bottles bare er cd 2 fra den rigtig gode debut If We Can’t Trust the Doctors.
Banjoen, de skramlende guitarer og den grumsede lyd er fortsat væsentlige faktorer, der sammen med Miller og Maes støvede stemmebånd skaber en form for alternativ country.
Man kan sagtens fornemme linket til garagemusikken og de virkemidler, som f.eks. The White Stripes har dyrket de seneste år. Det handler om den kontante optagelse, kantede produktioner og uforudsigelige arrangementer – godt gemt i en traditionel optagestil. I de simple melodier skinner forkærligheden for bluegrass tydeligt igennem, og et nummer som “I Can’t Sit Down” lyder som snydt ud af soundtracket til Cohen-brødrenes fremragende film O Brother, Where Art Thou.
Indspilningen lyder nærmest organisk, og selv om der er et væld af instrumenter i spil, som eksempelvis et legetøjsklaver i titelnummeret, mærker man, at de enkelte instrumenter ikke blot er smidt på for at fylde i lydbilledet, men hver især spiller en rolle og går op i en højere enhed. Et godt eksempel er den helt fantastiske “No Matter Where You Go…”, der med masser af piano og ikke mindst den allestedsnærværende banjo får det til at risle både frydefuldt og koldt ned af ryggen. Det er sjældent, at mørke duetter lyder så flot og helstøbt, og produktionen giver det et autentisk touch.
Lidt over midtvejs taber bandet dog lidt terræn med et par ligegyldige countryhymner som “The World I Used to Be Afraid of” og “O Death, Where Is Thy Sting”, hvor bandet rammer det rutineprægede og søvndyssende. Det intime dør lidt i hen i ingenting, og der er for lidt bid i kompositionerne, der ender med at være alt for ordinære.
Som helhed stiller Little Amber Bottles flere spørgsmål, end det besvarer. Det overordnede lyder: Hvor er bandet på vej hen? Har de tænkt sig at forholde sig uden nuancer til den verden, der omgiver dem? Er det nok at køre på rutinen?
Der mangler lidt retning og perspektiv på den ellers velproducerede og indimellem rigtig gode plade, der har lyden og konceptet på sin side, men i det store hele ikke formår at omsætte det til noget, det bare minder om dét, gruppen indspillede for tre år siden.
Det drejer sig selvfølgelig også om indlevelse, integritet og kærlighed til musikken, og de ting har Blanche til overflod. Derfor kan man også sagtens investere i denne plade, medmindre man vil nøjes med cd 1 fra 2004.
