low fire: the second shortcoming

Titlen på danske low fires nye album er ret paradoksal. På den ene side antyder den gudsrigets komme, mens den samtidig lader denne profetiens opfyldelse være ligesom amputeret eller ufuldstændig. Det kan godt være, at der ud fra en umiddelbar vurdering ligger en vis arrogance i en sådan titel, men ved nærmere eftersyn er det klart, at noget nær det modsatte er tilfældet. Manden bag low fire, Niklas Steffensen H., vender tilbage med dette album, ikke som en hellig mand med et budskab, men nærmere som en dødelig med en undskyldning.

Der er nu ingen grund til at undskylde. Ganske vist indfries de store profetier ikke, men det gør bestemt ikke resultatet hverken utilstrækkeligt eller inkompetent. Her er snarere tale om en udgivelse, som i det store hele, til trods for at den nok indeholder sin del af svagheder, er blandt de fine, og som, når man ser på de bedste skæringer isoleret, er blandt de glimrende.

low fire beskæftiger sig med den type musik, som så tydeligt stammer fra en rygende kreativitet, der flakker fra det ene til det andet i en evindelig inspiration, og som kræver en tilsvarende produktivitet. Idéen synes at være det vigtigste, mens det videre arbejde, for ikke at nævne den endelige produktion, skydes i baggrunden til fordel for nye projekter. Denne tiltalende fokusering på den egentlige udfoldelse fører meget godt med sig. Man trættes ikke med gentagelser – alt andet end det essentielle er enten skåret væk, eller også har det aldrig eksisteret, og der er en form for nærhed mellem den lyttende og de udøvende.

Alligevel er der noget billedsbogsagtigt over pladens form. Numrene synes adskilt. Denne fornemmelse skyldes dels udtrykket, som spænder vidt. Under pladens forløb bevæger man sig fra Guided by Voices over Boyracer for at havne ved noget, der indimellem ligner Casiotone for the Painfully Alone.
Denne tilbøjelighed til at veksle betydeligt i stilen fra nummer til nummer kan fungere fint og medføre en del alsidighed, når der ligger en eller anden idé bag, og også på the second shortcoming tilføjer den nok en del positiv variation. Men samtidig bevirker den, at lytteren kun sjældent lader sig fastholde fuldt ud. Der er ingen klar mening bag udsvingene og virvaret. I modsætning til beslægtede grupper som Guided by Voices eller Sebadoh mangler low fire et overordnet koncept. Numrenes forhold til hinanden synes vilkårligt, og derfor placerer low fires svinkeærinder ofte en skæppe over det lys, som ellers skinner så tydeligt indimellem.

Lige så vigtigt for denne adskillelse mellem numrene er deres varighed. I løbet af pladens godt 41 minutter når Niklas Steffensen H. 25 skæringer, som bare flagrer af sted som de fragmenter, de er, uden den store fokusering på begyndelse og slutning. Man præsenteres alene for sangskrivningens kulminationer.

Der er altså ikke lang tid til at beskue det enkelte billede endsige til at værdsætte det i al dets forskellighed fra resten. Billedbogen bliver bladret hurtigt igennem, og det er måske stilskiftene i kombination med dette forhold, der udgør det egentlige og enlige problem ved pladen. I stedet for ved denne hurtige gennembladring at udvikle sig fra tegninger til tegnefilm bliver den kaotisk og udflydende på en lidt uheldig måde, som gør den svær at overskue og vanskelig at sætte højere pris på.

Alt dette er nu kun ridser i cd-r-lakken. Når man lytter til the second shortcoming forestiller man sig, at optagelserne faktisk stammer fra et kassettebånd indeholdende en dygtig musikerkammerats fiksfakserier fra en tilfældig dag, og det er der nu engang noget ualmindeligt positivt og nærværende over. Man bilder sig ind at forstå idéen bag det hele – og også hvorfor enkelte sange ikke fungerer.

I “the bible & das kapital” udtrykkes synspunktet: »Karl Marx wrote a lot of stuff about economy and revolution / but he never wrote a word about love / The Bible and Das Kapital, I just realized, offer no valuable guidance of how to live your life,« og hvis det er sandt – ja, så behøver man vel ikke bekymre sig om pladens titel.