Jeg har netop fået mig en hundehvalp. Hver gang vi skal på gåtur rundt om karréen, tager det os en halv time. Det er ikke, fordi husblokken er synderligt stor, men derimod fordi alle forbipasserende stopper op for at hilse på den lille, bedårende hvalp. Hvalpe er jo ikke til at stå for.
Lidt ligesådan er det med mand/kvinde-duoer, især hvis det er kærestepar, søskende eller tilsvarende. Tænk blot på bands som Mates of State, Viva Voce og Quasi (ja ok, de blev gift og siden skilt). De er da heller ikke til at stå for. Sådan er det også lidt med svenske Moonbabies, der består af Carina Johansson og Ola Frick, som dog tilsyneladende bare er samarbejdspartnere.
Moonbabies spiller indiepop, som kigger over skuldrene på både USA og England, men samtidig formår at fylde lidt blågul farve på paletten, som svenske bands ofte har en magisk evne til. Carina og Ola deler sangskrivningen mellem sig, og når de går i studiet, fylder de rigeligt på med instrumenter, så de opnår lyden af et fuldt band. Ingen nedbarberede dogme-koncepter hér.
Moonbabies’ seneste fuldlængde At the Ballroom bevæger sig fremad med en svært definérbar forsigtighed. Duoen skuer ud over indiepop-landskabet og træder i de fodspor, som allerede er sat af andre. Selv om lyden på At the Ballroom er frisk, vokalharmonierne mellem Carina og Ola er kærkomne, og sangene virker velkonstruerede, savner man fortsat noget. At the Ballroom virker med andre ord ret uinspireret.
Helt grelt er det dog ikke. “War on Sound” er et genbrugsnummer fra 2005-ep’en af samme navn. Selv om jeg går ind for grønt forbrug, lugter et sådant genbrug altså lidt af kommercielt bondefangeri. Det ændrer dog ikke ved, at nummeret er blandt Moonbabies’ bedre. Med en galopperende rytme bekriger duoen lyd med en catchy popmelodi, der nemt kunne have passet ind på et Epo-555-album.
“Don’t Ya Know?” leger kispus med Nena-pop, mens “Cocobelle” svulmer op med stor orkestrering, der nok har nærstuderet Phil Spector en gang eller to, og vokalmelodien skaber pudsige associationer til Pet Shop Boys’ “Heart”. I “Dancing in the Sky” lyder Ola som Damon Albarn, og nummeret minder også utroligt meget om Blur.
De rigtig gode popsange støder man aldrig på. Det bliver blot til sange, der minder én om noget andet. Disse spejlinger i andre sange kommer sågar ud på et overdrev i “Shout It Out”, som har været på rov i The Crystals’ “Then He Kissed Me”.
Moonbabies kommer ikke langt med deres forsigtige melodier. Sangene på At the Ballroom sukker efter nogen eller noget, men det følsomme udtryk trænger aldrig gennem den glans, som hele pladen er smurt ind i. Pladen har ingen kanter, man kan gribe fat i, og det er medvirkende til, at sangene flyder godt og grundigt sammen, så man ved et nyt nummer ikke kan huske det foregående.
’Moderat behagelig’ er nok den bedst rammende karakteristik af pladen – mere ophidsende bliver det i alt fald ikke.
Lyt til “War on Sound”:
[audio:http://www.moonbabiesmusic.com/mp3/Moonbabies_WarOnSound.mp3]