0:00: Et stille guitarriff slås an.
0:27: En lys kvindestemme falder ind, det er første vers. Er det en enkelt, dronende keyboard-tone dér i baggrunden? Eller er det måske en overtone fra guitaren? Nej, det må være et keyboard.
1:35: Omkvæd. Den lyse kvindestemme bakkes nu op af en dæmpet mandestemme, der synger »crying time is here«. Den dronende keyboard-tone er tydeligere nu. En enkelt melodi fra en elektrisk guitar giver støtte i baggrunden.
2:20: Så… trommer, bas og slideguitar falder ind. Overrumplende, men alligevel så passende. Igen »crying time is here«. Det hele kører videre. Et par minutter går, roligt, men afvekslende. Et »du-du-dup«-korarrangement, der bringer tankerne hen på gode gamle Olesen-Olesen, falder ind. Det er hen mod slutningen nu.
6:18: Først slipper bas, trommer og akustisk guitar, så elektrisk guitar, og til sidst forsvinder keyboard-tonen, hvorefter sangen slutter på et stille »du-du-dup«.
6:38: Sangen er slut, og missionen lykkedes – gåsehuden har indfundet sig.
Men – og her kommer der et alvorligt men – “Crying Time” er desværre den eneste gang, at danske Ahab virkelig rammer plet på The Entertainer Lord Milton.
Langsom musik er nådesløs – hver eneste detalje er vigtig, hver stilstand og hver gentagelse bliver afsløret. Og langsom, det er Ahabs dystert folkede musik. En af faldgruberne er, at det i stedet for at gå langsomt går helt i stå, og at musikken ender som en halvkedelig parentes. På den anden side kan den langsomme musik også være så smuk, når den lykkes. Begge dele sker for Ahab på The Entertainer Lord Milton. Desværre med en overvægt af det første.
Man savner på den største del af numrene de detaljer og ideer, der skal til for at gøre langsom musik interessant og nærværende. Man savner at blive overrumplet mere; sådan som man bliver det efter to minutter og 20 sekunder af “Crying Time”, da bas, trommer og steelguitar sætter ind.
Et andet svagt punkt er forsanger Kenny Nielsens vokal. Med al respekt bliver hans meget inderlige sang temmelig hurtigt temmelig anstrengt. Og det er oven i købet nogle (lidt for) ordrige tekster, vi har fat på her. Igen er det i “Crying Time”, at tekst og sang fungerer bedst. Det er faktisk sangen med den mindst ordrige tekst. I samspillet med Annevig Schelde Ebbe, som den lyse kvindelige vokal tilhører, leverer Kenny Nielsen sin bedste vokale præstation.
Ahab har ikke formået at skrive de gode sange, der skal til for at bære et album. Derudover er det også så som så med variationen indenfor instrumentering, produktion og som tidligere nævnt tempo. Derfor bliver The Entertainer Lord Milton i for høj grad et stemningsbåret album, hvor man savner både kvalitet og udfordring – med “Crying Time” som undtagelsen.
Ahab er et ungt band, der, så vidt jeg har kunnet researche mig frem, spillede sin debutkoncert i december 2006. Måske bandet med tiden løsner lidt op for det langsomme koncept og forsøger at sprede udtrykket mere.
