Stuen er hans arbejdskammer. Instrumenter, mikrofoner, computer, ledninger og diverse elektroniske hjælpemidler er stuens møblement. Stuen er at finde et sted i Nashville, USA, og det er fra denne stue, at tonerne fra Daniel James’ enmandsorkester, Canon Blue, lyder. Canon Blues musik ville uden tvivl kunne sætte enhver amerikansk sydstatsby med hang til country og bluegrass på den anden ende. Hvis det altså ikke lige var, fordi debutudspillet Colonies, der er udkommet på det danske label Rumraket, aldrig kommer helt op at ringe, men forbliver en stille, smuk og halvubetydelig plade.
Frem for alt kan Colonies beskrives som et album, der emmer af kosmiske krystaller og sarte vandbobler. Canon Blue har en karakteristisk, klokkeklar og indtrængende stemme, som smyger sig elegant ovenpå en skiftevis knasende og summende elektronisk baggrund. Således åbner pladen med nummeret “Treehouse” op med enkle anslag på guitar og keyboard, hvis toner falder uantastet som sten, der slår smut hen over en spejlblank sø en stille efterårsdag.
Melodierne er generelt enkle opbygget og følger gerne et mønster, som er let spiseligt. En svag introduktion med enten lidt knitren fra de elektroniske gemakker eller en sart strygerintro, som man hører det på et af pladens klart stærkeste numre, “Sea Monsters”, går igen på mange af numrene. Efter første vers sætter rytmen ind, stemmeleget hæves for til sidst at slå over i falset i omkvædet. Selvom pladens opskrift på den måde forekommer simpel, viser Canon Blue dog, at han behersker både sangtekniske såvel som kompositorisk krævende konventioner fuldt ud.
Det er en intim og melankolsk stemning, der åbner sig op på Colonies. Men alt imens tonerne fra albummet rammer ens egen dagligstue, vokser fornemmelsen af kopi frem for originalitet sig større og større. Debutudspillet fra Canon Blue virker som noget man har hørt før. Det er især den umiskendelige lighed til Thom Yorkes klare vokal og halvelektroniske folkarrangementer, som vi kender det fra The Eraser, der overskygger albummet. Denne lighed bliver tydelig på numre som “Odds and Ends” og “Rum Diary”, hvor en ensom guitar eller sarte toner fra fløjte eller harmonika smyger sig ovenpå en svævende elektronisk baggrund, hvorefter en klar mandestemme istemmer.
Den melankolske og drømmende stemning, der kendetegner Colonies, bærer også ligheder til et andet Rumraket-husorkester: Grizzly Bear. Fornemmelsen er ikke helt tilfældig, for det er nemlig ingen ringere end Chris Taylor fra Grizzly Bear, der har mixet Colonies. Men hvor kammerpoporkestret Grizzly Bear skabte musik fuld af konstante overraskelser og eksperimenter, lægger Canon Blues musik sig som et tungt, døsigt tæppe over lytteren.
Som perler på en snor følger det ene drømmende, poppede folktronica nummer efter det andet. Colonies består således af gedigent sammenstykkede numre, der dog på intet tidspunkt formår at rive sig ud af den dagligstue, hvor de er blevet til i tidernes morgen. Måske skulle det lille enmandsorkester derfor snart overveje at åbne skodderne i Nashville-hytten og invitere nogle originaler fra den nærmeste landsby indenfor til at lave lidt ravage på det fine album. På den måde ville den kvalificerede musik, som Colonies åbner op for, kunne omsættes til personlige og vedkommende toner. Og det ville også kunne forhindre lytteren i at sidde tilbage med fornemmelsen af, at Canon Blue blot leverer computeriseret sovekammermusik frem for den eksperimenterende elektroniske art-pop, som pladen lægger op til, men ikke følger i hus.
Lyt til “Pilguin Pop”:
[audio:http://www.rumraket.com/music/Canon_Blue_Pilguin_Pop.mp3]
Lyt til “Odds & Ends”:
[audio:http://www.rumraket.com/music/Canon_Blue_OddsandEnds.mp3]
