Der er sket et skift i stilen hos den mexicanske musiker Murcof alias Fernando Corona siden sidste album. Fernando Corona er flyttet til Barcelona, og hans microhouse med klaver og samples er skiftet ud med landskaber af drone og faktiske optagelser af klassiske instrumenter, der skæres og vrides igennem den elektroniske maskine for at skabe Cosmos.
Som navnet antyder er albummet inspireret af den endeløse nattehimmel med dens stjerner og planeter. Mørk, mystisk og uendelig. Og ikke mindst ganske dragende. Fernando Corona har kastet sig ud i nogle eksperimenter med klassiske drone-flader, og det kan mærkes, at Cosmos er hans første forsøg i den retning.
Albummets åbner er nummeret “Cuerpo Celeste”, der strækker sig over godt ni minutter. Det er generelt for albummet, at ingen af de seks numre er under syv minutter, og Fernando Coronas ambitiøse tilgang anes – kvalitet tager tid. Lytteren skal i åbningsnummeret først gennem lavmælt baggrundsstøj, skærende og dystre strygere og fløjter. Herefter følger en pause, hvor musikken går i stå, inden “Cuerpo Celeste” foldes ud og forløses i et crescendo, der minder om et kirkeorgel til Halloween. Det er skræmmende og fantastisk godt veludført. Åbneren lover godt for resten af albummet.
Den efterfølgende “Cielo” er mere vant territorium for Murcof – microhouse. Ikke specielt ophidsende oven på “Cuerpo Celeste”, der fremkaldte følelser, mens “Cielo” virker mere glat. Så er “Cosmos I” mere interessant. Nummeret åbner med lyden af marimba-cikader skåret i træ, og det knager lavmælt i underskoven. Synth-strygere og horn løfter langsomt det generelle lydbillede og holder tonerne over flere minutter, mens der kun sker små variationer i lydbilledet i form af raslende og hvislende lyde. Flere toner bygges på, orgel og mandekors-toner tilføjes – endnu en gang stiger lydniveauet. Det sker i en blanding af dur og mol, men de mange lag af lyd i mørket gør nummeret afsøgende og dystert. Lyden af 80’er-synths mod slutningen river dog uheldigvis lytteren fuldstændig ud af stemningen.
På det forrige album Remembranza var musikken nærmest støvsuget for alt overflødigt, og Fernando Coronas økonomisering med virkemidlerne fik de mange detaljer til at fremstå næsten endnu klarere. Det er ikke samme vej, Fernando Corona har valgt at gå på Cosmos, der har flere flot komponerede lag, men også lidt for mange elementer i hans eksperimenter.
På “Cometa” har Fernando Corona igen fundet de dybere rytmer frem, og her forsøger han at blande dubstep med de klassiske instrumenter, han leger med andre steder på albummet. Resultatet er ikke genialt. Så er hans udstrakte leg med baggrundsstøj, brummende basenheder og repeterende stryger-elementer på “Cosmos II” bedre. Igen giver Fernando Corona sig god tid og over ni minutter får vi turen gennem verdensrummet fortalt med lyde og indre billeder. Nummeret byder ikke på noget nyt i forhold til albummets tidligere skæringer, men endnu en gang er det satans smukt og veludført. Det er som lyden af et deprimerende og selvmords-truet THX-logo.
Albummet lukker med samme storladenhed som åbningen. Over tolv minutter er klokker den eneste positive og livsbekræftende spiller i et drama, hvor klagende strygere og angrebsorgel forsøger at flå livet ud af dem. Med dette nummer i baghovedet, når cd’en tages ud af afspillere, kan ambitionsniveauet på Cosmos kun imponere. Men hvor tidligere Murcof-plader har været mere velstøbte, er hans seneste, mørke epos ikke modent og velafbalanceret; flere steder føles musikken lidt for ens, og hans disponering af to numre med beats bryder hele albummets flow. Talentet kan ingen tage fra Fernando Corona – og der er ingen tvivl om, at der kommer flere fantastiske plader fra hans hånd. Cosmos er bare ikke helt en af dem.
