I slutningen af 60’erne var Europa ved at eksplodere i intellektuelt kaos skabt af stridspunkter i politik, studenteroprør og krig og fred. Kunsten havde næsten fuldstændig frigjort sig fra en konsensus om, hvordan tingene burde og skulle lyde og befandt sig pludselig i en situation, hvor tingene kunne lyde som de havde lyst til. De fleste kunstnere brugte den nyvundne frihed til at flippe ud og frem og tilbage, hvilket skabte store psykedeliske værker, og andre tog fat i råheden fra rock’n’roll og skabte, hvad der senere blev kendt som punk, al ordens ødelægger. Og så var der som altid tyskerne.
Midt i al rodet og trangen til at bryde ud var der en gruppe musikere, deriblandt bands som Can, Faust, Neu og Tangerine Dream, der skabte orden i kaos ved at bruge begge dele. De tog afsæt i psykedelisk musik og ambiente lydflader, men tilsatte samtidig 4/4-beatet, også kendt som motorik. Det var som om, musikken var en rejse, og den virkede oftest overjordisk og fremmed. Denne stil blev kendt som krautrock. Krautrock er ganske vist en bred betegnelse, og krautrockbands er brogede og forskellige, men tilfælles har de en følelse af det kosmiske og det universelle i musikken, der bygger op og bygger op og til tider aldrig når en finale. Det mindede kort sagt ikke om noget andet.
Den tradition bliver nu for alvor taget op af de tre Odense-drenge Jakob Skøtt, Jonas Munk og Rasmus Rasmussen, som vi har set i forskellige konstellationer som Manual, Syntaks, Causa Sui og ikke mindst Limp. Sammen har de skabt krautronica-pladen September, der med moderne elektroniske input og henvisninger til 80’ernes shoegazer fortsætter arbejdet for de gamle tyske drenge. September er ikke en retrofikseret, kold electronica-fidus, men i stedet en ægte universel musikalsk rejse, uden at det bliver hverken langhåret, indadsøgende og meditativt. Den er derimod en plade, der hele tiden søger udad og opad uden på noget tidspunkt at miste fokus undervejs. Det er ikke et freakout, men derimod en fuldt koncentreret enhed af en plade, på trods af at den består af umiksede liveoptagelser op til en koncert på Phono-festivalen i Odense i 2006.
Albummet lægger ud med den snigende, uhyggelige lydflade “Open Plains”, der giver én følelsen af at befinde sig på bunden af et tomt, koldt ocean med intet andet end et ekkolod at gå efter og klangen af metal fra skibsvrag og gasrør. Men i “Zenith” forsvinder uhyggen, og det klassiske krautbeat sætter klikkende ind, mens susende og hvislende lyde kommer ind over. En simpel rytme, men det er det eneste, der skal til for at få følelsen af, at noget stort nærmer sig. Det er mere end blot repetition, for med de lyde, der bliver tilført, og med den stigende hastighed er det som om, vi bevæger os op og væk. I “Redshift” er man igen tilbage i lydfladen, men i stedet for at befinde sig på havets bund er der en luftighed i lydene og stemningen, så man i stedet føler, at man er omgivet af stjerner. Det stiger, falder og glitrer, og det er svært ikke at lade sig gribe af denne atmosfære.
Højdepunktet på pladen er “September in Silver”, der går tilbage til simpelheden, tilbage til beatet. Igen bevæger nummeret sig opad, denne gang mod en støjende, varm guitar, der vækker minder om koryfæer som My Bloody Valentine og Slowdive i al sin lune pragt. Det er som om, pladen og projektet når sin top i den forholdsvis korte tid, nummeret varer. Derfra går det ned ad bakke, men det skal ikke forstås i en kvalitetsmæssig forstand. September slutter med den 24 et halvt minut lange elektroniske improvisation “September in Blue”, der bevæger sig ud og ind og får rejsen ned på et fladt niveau, hvor den forbliver resten af vejen i en blød, hoppende symfoni.
September er en virkelig flot plade. Det er også en kold og stort lydende plade, men den formår samtidig at skabe så konkrete stemninger ud fra så få virkemidler, at det gør hele affæren til lidt af en magtpræstation fra de tre odenseanske talenter. Det er jo altid rart at få tilført hverdagen lidt kosmisk motorik.
