Lige fra første tone er Swampblood lyden af de amerikanske sydstater. Man forestiller sig, at man finder bandet siddende halvfulde af bourbon og med en ordentlig klump snus bag læberne på en bagveranda ude på landet, omgivet af bilvrag og høje træer, der giver skygge, men som også øger luftfugtigheden. De har højst sandsynligt alle comboyhatte på. En enkelt bærer måske en slidt cap med et reklamelogo på, formentlig for et olieselskab eller en bilfabrikant. Det er sådan et sted, du kun kommer, hvis du er inviteret. Hvis ikke du er inviteret, løber du simpelthen ikke risikoen for, at beboerne ‘tager fejl’ og tror, du er et stykke vildt.
Flere sydstatsklichéer kan man næsten ikke pakke ind på så få linier. Men musikken kunne næsten heller ikke indeholde flere. Th’ Legendary Shack Shakers’ album er efter sigende inspireret af forsanger (eller Colonel, som han kalder sig) J.D. Wilkes’ nye hjem i Kentucky. Det er det tredje album i deres såkaldte “Tentshow Trilogy.” Sammenlignet med de to første album må man unægteligt medgive, at lyden er mere sydstatsinspireret og mere traditionel. Her er ingen store nyskabelser. Til gengæld er her er banjo, gulvbas og Texas-accent. Det visuelle viger heller ikke for klicéer. Bare se på coveret, der stolt har the Confederate Flag i baggrunden. Could it be anymore Dixie?
Ovenstående kan passende fungere som både advarsel og anbefaling. Er man til tung og sumpet sydstatsrock med elementer af punk, psychobilly og country, er det her album lige sagen. Synes man derimod, at sydstaterne står for det mest bøvede ved USA og amerikansk musik, så skal man nok ikke forvente at blive omvendt af denne plade, for det er da bøvet og hillbilly-ish, på godt og ondt.
J.D. wilkes har udtalt, at verden har brug for et nyt Creedence Clearwater Revival, og der er da også CCR-elementer på pladen. Specielt “Hellwater” lyder som en reinkarnation af Fogertys guitarlyd, der stille og roligt vugger afsted. Var det ikke for vokalen, ville man såmænd godt kunne overbevises om, at det var CCR, der spillede.
På “Easter Flesh” begynder man at forstå, hvorfor ordet ‘punk’ optræder i pressemeddelelsens stilartsbetegnelse. Det minder en smule om Gogol Bordello. Men naturligvis med en mere amerikansk og doven lyd end den overgearede sigøjnerpunk. Således er man allerede efter de første tre numre kommet længere omkring, end coveret lader vide.
Det hele er dog tydeligt funderet i sydstaterne. Det er altså sydstats-CCR og sydstatspunk. Albummet lyder som sådan som en dag, hvor man ikke orker noget, fordi det er for varmt og for fugtigt. At rocke lidt med hovedet til musikken kan man overskue, men der bliver ikke noget med at hoppe rundt. Sådan er pladen. Selv når den er mest udfordrende og energisk, er det aldrig mere, end det er overskueligt, og det klæder den, at Th’ Legendary Shack Shakers holder det hele i kort snor, så pladen får et solidt og samlet udtryk.
Numrene tegner løst en livshistorie, der starter med, at fortælle, hvordan der er »swampblood« i fortællerens årer. Derefter følger en række billeder af Syden. Til slut fortæller fortælleren, hvordan han vil dø, i “When I Die”. Efter den er slut, er der et par sekunders stilhed, inden outroen “Bright Sunny South” sætter igang. Det symboliserer, at fortælleren nu er kommet over på ‘den anden side’, hvor alt er godt. Pladen er således tydeligt defineret med en indledning og en afslutning. Hvert nummer er nøje blevet tildelt deres placering på albummet. Swampblood fremstår således som et klart defineret projekt, hvor intet er overladt til tilfældighederne.
