Når den endelige historie om hiphop skal skrives og gemmes i de store arkiver, er det mit håb, at man ikke glemmer én af de mest gennemgående og vigtige faktorer i skabelsen af det klassiske hiphop-album: Historiefortælling. Hiphop er bogstavelig talt fortælling, og sang er for alle de andre, men det er nødvendigt at huske, at de store hiphop-albums alle har et element af konceptalbum over sig.
Det er ligegyldigt om det er Nas’ realistiske af-gangsterficerende New Yorker-historie Illmatic, Mr. Lifs samfunds- og familiekritiske rap-epos I, Phantom eller Raekwons hårdtslående og hårdtrappende fortælling om en pushers omkostninger på klassikeren Only Built 4 Cuban Linx. Alt handler om ønsket om at fortælle en god historie, og så kan den så handle om én selv, hvor mange penge man har, hvor stor ens bil er, eller, som tilfældet er på Subtles For Hero:For Fool, hvordan mennesket adskiller sig fra alle de andre ting i universet og den vej, vi alle ender på i en flugt fra virkeligheden, når den nu engang bliver for meget. Det er selvfølgelig meget mere kryptisk end som så. Vi har tilsyneladende at gøre med hovedpersonen Hour Hero Yes og hans søgen, og den egentlige betydning af handlingen kræver en del investering i Doseones tekster, der oftest nærmer sig det rent absurde.
På Yell&Ice er teksterne ikke blevet mindre absurde, ej heller musikken, men pladen er også en åndelig efterfølger og ombygning af For Hero:For Fool. Og det er en ombygning, der vil frem i verden. Doseone har leget genial arkitekt, der finder sit eget værk for let og derfor tilsætter rim, rytmebrud, nye stemmer og mystiske lyde, alt imens han bevarer idéen bag det oprindelige værk.
Bortset fra enkelte genkendelige strukturer, så er det ni komplet nye sange, man hører på Yell&Ice, og det er ikke mindst på grund af gæsterne. På “Middleclass Haunt” er det Wolf Parades Dan Boeckner, der med sin beroligende stemme skaber en kontrast til Subtles typiske elektroniske angreb, og på “Deathful” er det Tunde Adebimpe fra TV On the Radios mildnende og foruroligende vokal, der fjerner nummeret fra dens indledende aggressivitet og Doseones maniske rappen og får den til at bevæge sig over i et sfærisk omkvæd. Doseone forstår at skabe modsætninger til sig selv, og kontrast er selve kodeordet til Yell&Ice og muligvis Subtle selv.
På den ene side har man den mystiske, nasale og staccatorappende Doseone, der fyrer flere bizarre, hjemmelavede billeder af i sekundet, end hjernen endsige øret overhovedet er i stand til at opfange. Han fortæller en historie, men hans energi er en historie i sig selv. Doseone virker ikke, som om han er i stand til at stoppe sig selv, og det gør det endnu mere mærkeligt, når han går over i en syngende vokal og helt væk fra rappen. Som underlægningsmusik er det de typiske dunkle synthbeats, der hviner, vrisser og hvæser sig igennem pladen som perfekt kompliment til Doseones overjordiske stemme.
Det er ikke sange, der kommer til at fylde dansegulve, men Subtles musik er på ingen måder utilnærmelig. På trods af de til tider underlige strukturer og stemmer, så er Subtles musik tilpas tilgængelig og poppet nok til, at de fleste kan være med. Subtle er ikke ude på at fremmedgøre, men derimod engagere lytteren, så Doseone næsten løber tør for ilt. Den ene lyd afløser den anden, og ordstrøm på ordstrøm gør, at opmærksomheden aldrig forsvinder længere væk end til den næste uhyggelige tone fra Subtles vrede synthesizers, og det er det, der er den vigtigste styrke ved et på mange måder stærkt album. Er man til den slags ting, og kan man lide sin hiphop med fabulerende fortællinger, billeder og skarpe lyde, så er Yell&Ice et godt sted at starte. Hvis ikke, så er der nok originalt kul på til at omvende tvivleren.
