Det er ikke svært at pege på Damon Krukowski & Naomi Yangs knap så originalt betitlede band som den svageste af de konstellationer, der udsprang fra Boston-bandet Galaxie 500’s opløsning i 1991. Dean Wareham raffinerede pop-elementerne fra Galaxie i sit efterfølgende band Luna, og genopfandt siden sig selv sammen med sin kone Britta som … Dean & Britta. Men hvor opløsningen af Galaxie 500 tilsyneladende gjorde medlemmerne enormt sløsede, når det gælder bandnavne (et tip, gutter), fordelte det tilsyneladende også kreativiteten lige så uretfærdigt. I hvert fald hvad angår det musikalske. Både Damon og Naomi har nemlig succes som forlæggere, grafikere m.m.
De to amerikanere har på deres tidligere plader i sporadiske glimt demonstreret, at de havde en ikke uvæsentlig indflydelse på Galaxie 500’s gennemslagskraft og holdbarhed, men deres seneste udspil er sørgeligt nok endt med at være både uvæsentligt, langtrukkent og decideret grinagtigt til tider. På deres forrige album virkede samarbejdet med den japanske Ghost-guitarist Michio Kurihara glimrende, men på Within These Walls virker Kurihara både uinspireret og berøvet for det talent, han ellers har i rigt mål.
Det bliver også demonstreret på åbneren “Lilac Land”, hvor han måske nok trækker lige lovlig rigeligt på Tim Buckley-guitaristen Lee Underwoods meritter, men hvis man partout skal stjæle, kan man jo lige så godt gøre det i de fine butikker. Kurihara er desværre bare ikke hele problemet. Yangs stemme lyder bekymrende svag i forhold til tidligere, men hun formår dog at overgå Krukowski.
Af en tidligere trommeslager at være, er han mere Ringo end Levon Helm. Eller Phil Collins, for den sags skyld. På “On the Aventine” er det en decideret belastning, at manden forcerer sin stemme så meget, og det klæder ikke den nøgne produktion det mindste.
Trængslerne fortsætter på “Defebrillation”. Her lyder Krokowski så død, at sangens titel virker som et godt forslag til elektrisk forstærkning af vokalen. Og selve nummeret, for den sags skyld. Nogle gange kan fire minutter vare en lille evighed.
Pladens klart bedste nummer er det syv minutter lange “Stars Never Fade”, hvor Kurihara viser, at han rent faktisk spiller i et krautrock-band, samtidig med at Yang leverer sin bedste vokalpræstation længe. Derudover er nummeret væsentligt mere udfordrende end resten af pladen, der til tider bruger den udbredte brug af strygere som sovepude. Generelt set spiller pladen sig noget op til sidst, hvor også den Beth Gibbons- besjælede “A Silver Thread” udmærker sig som et stilsikkert vinterhit.
Når Damon & Naomis valg af afslutningsnummer derpå viser sig at være en obo-klædt vederstyggelighed af en middelaldervise, der trækker gevaldigt klistrede tråde tilbage til Led Zeppelins rædsel af en genistreg, “Stairway to Heaven”, må man ærligt talt bede om sine himmelblå. At kalde det et re-make er ikke altid en gyldig undskyldning for dårligdom.
Yang og Krukowski har sat deres markante præg på indierockens historie, men det er kun i begrænset omfang på baggrund af deres karriere uden for Galaxie 500 – og overhovedet ikke på baggrund af en kedsommelighed som Within These Walls.
