Harrisons er en ny kvartet fra den engelske arbejderby Sheffield. Siden kendte bands som Human League, Cabaret Voltaire og Pulp havde deres første øvetimer og efterfølgende pints på byens støvede pubber, har Sheffield gjort sit navn kendt for andet end stål, smøger og slidte arbejdere. Stilen er i dag guitarbaseret og retrorocket, oftest med tekster om det hårde liv i den regnfulde by. Arctic Monkeys blev for et par år siden det nyeste navn på Sheffields stjernehimmel og fremstod som et band, der var inkarnationen af ånden i byen.
Adskillige bands har forsøgt at ride med på Arctic Monkeys’ succesbølge, heriblandt Smokers Die Younger og Milburn. Kort før Arctic Monkeys’ gennembrud fik Kaiser Chiefs fra Leeds massiv succes, og NME var hurtige til at benævne den store gruppe af rockbands fra de to arbejderbyer i henholdsvis West og South Yorkshire under én fællesbetegnelse: New Yorkshire. Herefter er succesen fortsat blevet efterstræbt, og konkurrencen og hadet mellem de to byers musikscener skulle efter sigende være stort.
Nyeste skud på New Yorkshire/Sheffield-stammen er altså Harrisons. Fire lads, der mødte hinanden på college og besluttede sig for at danne et band med masser af guitarer. Debuten med det ironiske Dr. Strangelove-citat som titel er netop kommet på gaden. Bandet har valgt at opkalde sig selv efter Harrison Road i Sheffield og cementerer dermed deres tilknytning til byen. Fra første lyt er det da også tydeligt, at Harrisons lægger sig massivt op ad deres hjemlige musikscene.
Albummets første numre er i højeste gear fra starten, hvor fiffige riffs og knald på guitar og trommer får “Dear Constable” og de følgende numre til at fare af sted. Opbygningen virker en anelse krampagtig, og når der kommer lidt mere luft i arrangementerne som i “Little Boy Lost” klæder det bandet. Her er et af eksemplerne på, at albummet også indeholder numre, der er en smule mere afdæmpede og melodiøse.
Selv om stilen i det store hele er den samme albummet igennem, skruer Harrisons lidt op og ned for tempoet, og på dét punkt formår de at variere. “Monday’s Arms” og “Take It to the Mattress” er blandt albummets iørefaldende dansenumre, og energien og humøret er højt trods tekster om narkomaner og hverdagens sure slid.
“Man of the Hour” står derimod som et nummer, hvor bandet arbejder ihærdigt på at øge intensiteten i trommer og guitarriff, men alligevel aldrig når det klimaks, man kunne have forventet – et slagkraftigt omkvæd, en ændring i melodien eller noget helt andet. “Man of the Hour” står ikke alene med dette problem. Med al respekt for hvor svært er at skrive et “hit”, har Harrisons ikke formået at skrive en sang med den syng-med-dans-tramp-i-gulvet-og-gør-oprør-til-vores-kendingsmelodi-agtige hitkvalitet, som de succesfulde af deres New Yorkshire-kolleger har. Kaiser Chiefs’ “I Predict a Riot” eller Arctic Monkeys’ “I Bet You Look Good on the Dancefloor” klamrer sig til lytterens fødder og hukommelse på en måde, som ingen af numrene fra No Fighting in the War Room helt formår.
Harrisons tekster handler om stort set det samme som andre Sheffield-tekster. Musikken og stilen lyder også rimelig meget som et sammenkog af, hvad andre bands fra egnen har præsteret. Når dét er sagt, skal det dog også siges, at Adam Taylors stemme er god, og at No Fighting in the War Room godt ville kunne sætte gang i en god stemning på pubben, når fredag aften er ved at gå i gang. Men det bliver ikke Harrisons numre, man synger, når man bevæger sig videre ud i natten, og heller ikke dem, man sidder og nærlytter til hverdag. Desværre synes den plads, Harrisons prøver at udfylde, at være optaget allerede. Af alle de andre New Yorkshire-lads.
