På This Is the One bliver man budt indenfor til legetime med åbne arme. Her er hårdt pressede elektroniske udflugter og støjguitarer, der ville gøre ethvert shoegazeband stolt. Bæltet bliver spændt vidt på den fem numre lange ep, men det holder.
Bunden bliver lagt med hårdt trommespil, og ind kommer så den tidligere Tiger Tunes-sangerinde Marie Højlunds stemme, der vækker minder om Björks tid i hedengangne Sugarcubes. Til nummeret tilføres tørre guitarriffs og elektroniske clicks og cuts, der tager én tilbage til barndommens bip-bip-spil. Efter et lille og intenst forspil eksploderer nummeret så i et stort og varmt lydbillede, hvor Maria Timm hjælper til som korsanger. Et dejligt nummer, der blander legesyg elektronisk musik med rendyrket rock.
Det er, hvad der kendetegner pladen: en kæmpemæssig blanding af alt lige fra støj til rendyrket rock og videre til avantgardepop. Fra “Slabiak” bevæger vi os lynhurtigt over i et nummer, der starter som ren shoegaze med store og støjende lydflader, men som bliver afbrudt af høje, lyse heliumstemmer, der mest af alt minder en gammel Disney-film. Charmerende og til tider forstyrrende. Men This Is the One er en legestue, og den slags steder bliver man altid forstyrret.
På This Is the One er der masser af plads til simpel klaverklimpren, dunkende beats og støvede samples. Der bliver eksperimenteret, og det sker ofte på bekostning af harmonien i sangene. Dog bliver de små udbrud af kaos hurtigt afløst af store tåger af lyd, der skaber ro i sindet og kroppen. Fra at være et stort virvar af disharmoni ender man pludselig i en hvid, blød, harmonisk sky, hvor der ikke er andet for end at lade sig forsvinde. Dette er den tredje skæring, “Hip”, et fremragende eksempel på. Fra en stille og sært naiv start katapulteres nummeret pludselig ud i en stor og støjende flugt mod åbne vidder med højt til himlen.
This Is the One er kun en ep, så det er svært at sige, hvad Marybell Katastrophy vil kunne på en fuldlængdeplade. Men efter ep’en er det svært ikke at have høje forventninger. Sommetider småt og indadvendt, andre gange storladent og udadvendt. De fem numre kommer vidt omkring, og der bliver holdt højt niveau hele vejen. Den eneste rigtige anke mod This Is the One er, at den er alt for kort.
Det er altså en fremragende lille plade, Marybell Katastrophy har begået sig med This Is the One. Den vidner om stor spilleglæde, en vilje og lyst til at eksperimentere med både musikken og måden at distribuere sin musik på. Århus-bandet har nemlig valgt at gøre som Radiohead (ingen videre sammenligninger, dog) og lade folk selv bestemme, hvad de vil give for pladen, der både er udkommet i mp3-format og på vinyl.
Forventningerne er altså høje efter denne lille ep. Så må vi bare vente og se, om Marybell Katastrophy kan indfri dem. Om en måneds tid får vi første del af svaret, når bandet udgiver endnu en ep.
Mighty nice