Autechre har aldrig lavet en fuldlængdeplade, der ikke er for lang. Det hæmmer nogle af udgivelserne mere end andre. For bandets nye fuldlængdealbum Quaristice, der er det niende i rækken, er spilletiden på mere end 73 minutter en massiv klods om benet.
Det hænger sammen med den måde, Autechre har bygget pladen op på. Hvor den legendariske duo hidtil på snart sagt hver eneste udgivelse har haft en forkærlighed for relativt lange numre med en gennemsnitslængde på omkring 6-7 minutter, har de denne gang halveret kompositionernes længde. Det betyder, at der på Quaristice er blevet plads til hele 20 numre, og det er lidt af en udfordring at skulle rumme så mange forskellige indtryk.
Forvirringen mindskes ikke ligefrem af, at Sean Booth og Rob Brown ikke har ladet de kortere enheder være en blokering for den utæmmelige idérigdom, der tilsyneladende præger dem mere og mere, jo ældre de bliver. Dermed er der altså omtrent blevet plads til lige så mange retningsskift pr. nummer som tidligere, selv om der er noget mindre tid at gøre med. Og det kan ikke undgå at give en del af Quaristice et noget fragmentarisk præg.
I et nummer som “Perlence” åbner duoen med en kølig og yderst fængende synthmelodiskala, der falder og falder, indtil den er helt i bund, hvorefter den starter forfra. Der er hele tiden to skalaer i gang i en form for kanon-agtigt forløb, og der er potentiale til, at nummeret kan blive en smuk sag. Men efter bare 40 sekunder kommer et epileptisk spjættende beat på tværs. Det finder aldrig ro og opnår aldrig rigtig magt over nummeret, der bare et minuts tid senere skifter retning igen. Således når vi altså omkring tre helt usammenhængende udtryk på godt tre minutter.
Der er bestemt mere opløftende momenter at finde. “The Plc” er et af en håndfuld eksempler på, at Autechre fortsat producerer så fabelagtigt, at et nummer sagtens kan fungere udelukkende pga. produktionen. Booth og Brown er fantastisk dygtige til i hvert eneste nummer at skabe et unikt lydunivers, hvor man fornemmer, at der er helt særlige regler for ekkoer, klangrum etc. I “The Plc” er det især kontrasten mellem en skinger støjflade og nogle mørke, elastiske og sammenklemte synths, der giver én åben mund og polypper. I “Io” er det evnen til at få de snørklede, komprimerede vokalsamples og de nedadgående synthtoner til at emme af samme ildevarslende uro.
Hen mod slutningen demonstrerer “Theswere” og “Chenc9”, at Autechre på Quaristice er i et større melodimæssigt overskud end længe hørt. Det er fantastisk at høre – når man ellers får lov at høre det. For på store dele af Quaristice er det overskud gemt langt væk, og i stedet kværner Autechre-maskineriet det ene intetsigende stykke ambient-abstraktion af sted efter det andet. I et nummer som “Fol3” bliver det næsten øretæveindbydende irriterende, at duoen bliver ved med at lade en sær stereo-opdelt rytme være ude af sync. Den er hele tiden tæt på at falde i hak, men kommer aldrig tættere på end tæt.
Irritationen går hurtigt over og forvandler sig til ligegyldighed. Og det er i virkeligheden det mest overrumplende ved Quaristice. Selv om både Confield og Draft 7.30 er så krogede, at jeg ikke orker at investere den energi, der kræves for at få det fulde udbytte ud af dem, efterlader ingen af dem mig ligeglad. Det gør Quaristice heller ikke i sin helhed, men der er en del passager undervejs, hvor jeg selv iført høretelefoner gang på gang kan konstatere, at min koncentration driver. Så længe man som i “FwzE” og “90101-5l-l” kan høre Booth og Brown lege med deres fortid og sende hilsner til f.eks. acid-housen, er Autechre muntert selskab. Men når de giver køb på både melodier og beats og sejler ud i de abstrakte tåger, svømmer hovedet gerne i en anden retning.
Quaristice kunne være blevet til en aldeles glimrende, tilbageskuende ep. Nu er det i stedet blevet til en rodebutik, der, selv om Autechre aldrig har skrevet kortere numre, føles lige lovligt langtrukken.
