Avantgardekomponisten Nicho Muhlys performancekoncert på New Yorks The Kitchen var pakket ind i et fabelagtigt renæssance-sceneshow af modedesigneren Shoplifter. Dog kunne det musikalske indhold ikke helt leve op til formen og de mange talenter, Muhly efter sigende besidder. Eksperiment fik lov at vinde over æstetik denne aften.Avantgardekomponisten Nicho Muhlys performancekoncert på New Yorks The Kitchen var pakket ind i et fabelagtigt renæssance-sceneshow af modedesigneren Shoplifter. Dog kunne det musikalske indhold ikke helt leve op til formen og de mange talenter, Muhly efter sigende besidder. Eksperiment fik lov at vinde over æstetik denne aften.
 |
Vi er trådt ind i New Yorker-kunstcenteret The Kitchens mørke indre en blæsende og regnvåd aften først i marts. På scenen ses et nøje arrangeret tableaux af sammenviklet hår og tre liggende kvinder, der kaster deres lange, røde lokker ud over en farefuld podiekant. Desuden: knogler, reb, musikinstrumenter og en hvid plastikhest i harmonisk uorden. Det lover godt. I første omgang synes sceneriet nemlig at foreslå os, at hvad vi skal opleve denne aften kunne være intet mindre end avantgardistisk Sally Sørøver-musik med renæssancetwist.
Installationen er den islandske kunstner og modedesigner Shoplifters (aka Hrafnhildur Arnardöttir) seneste leg med hår, design og fetishisme, og Nicho Muhly hedder den unge, moderne komponist, der skal levere aftenens musikalske pendant hertil. Ligesom aftenen før er der totalt udsolgt, og at bl.a. Björk (som både Muhly og Shoplifter har samarbejdet med) og Antony “œAntony and the Johnsons” Hegarty er til stede blandt publikum, vidner blot om den nærmest kometagtige popularitet den såkaldte “œmegatalented” Muhly er i gang med at indhylde sig selv i.
Muhly er indfødt newyorker, men har de sidste år bl.a. brugt sin musikalske kreativitet i Island, hvor han i 2006 udgav sit kammermusikalske debutalbum Speaks Volumes på det prominente label Bedroom Communities, der også netop har udgivet en af Muhlys samarbejdspartnere denne aften, Sam Amidons, seneste plade.
Koncerten, der vel nærmere kan betegnes som en musikperformance i fire dele, lægger ud med en kort, elektronisk intro. Herefter springes der til nedbarberet percussionspil fra vennen Samuel Z. Solomons beslutsomme hånd. Han hamrer løs på sin xylofon gemt bag blodrøde snore med dinglende knogler i små, drillende lydpassager, der ledsages af Muhlys sparsomme elektroniske indspark. Efter denne seance optræder Muhly med violinisten Nadia Sirota i et kuriøst nummer, der introducerer et mere kendetegnende miks af elektronik og klassisk instrumentalitet hos New York-kunstneren. Sirotas skærende og pulserende violinhvin bliver akkompagneret til Muhlys ganske humoristiske simulering af at spille harpe på de tre liggende kvinders lange røde hår. Man fornemmer en modernistisk leg med en klassiske musikkomposition, hvor skellet mellem “œhøj” og “œlav” aldrig har eksisteret. Hele tiden er det smukt iscenesat af det makabre decor og understreget kompositorisk af Muhlys indkorporerede elektronik, liggende som et dirrende bagtæppe bag liveinstrumenteringen.
 |
Herefter muterer performacekoncerten til en anderledes vokalbaseret solodel med den barfodede Sam Amidon og hans skrøbelige irske singer-songwriter-toner. Muhly på elektronik sniger sig langsomt ind på Amidon som nummeret udvikler sig, ligesom violinist og percussionist. Nummeret udvikler sig til at blive aftenens mest velargumenterede og helstøbte, flerinstrumentale oplevelse. Her synes de vidt forskellige instrumenter og deres personlige udtryk nemlig at spille sammen på ganske meningsfuld og forførende vis. Nummeret udvikler sig til en art “œcut-up teknik”, hvor vokal, elektronik og liveinstrumenter danser dødsdans blandt knogler, snore, hår og tavse kvinder i ren, musikalsk, itterativ henføring.
Afslutningsvis præsenteres vi for en følsom ballade af Amidon. Siddende på den dekadente hvide plastikhest med sin banjo og stærke vokal og en let stemmesampling fra Muhlys elektoniske hånd, synes han at forsikre os om den menneskelige røsts trods alt stadige dominans i en verden af mekanik.
Amidon er dog ikke helt i stand til at ændre den følelse af, at det lidt tilstræbte eksperimentielle får lov at vinde over forfølgelsen af den æstetik, der opstår undervejs i kompositionerne, vi går fra The Kitchen med denne aften.
Sceancen bliver en let og ganske harmløs sørøverleg med musiktradition og – kultur, der er humoristisk, innovativ og interessant, men næppe helt cementerer de mange dybereliggende talenter, Muhly efter hypens sigende besidder.
| Karakter: |    |
Bedømmelseskriterier |
