Der er få ting her i verden, der er så sikkert som amen i kirken. En af dem er, at unge mænd, der spiller akustisk guitar, bliver sammenlignet med Bob Dylan. En anden er, at unge kvinder, der spiller akustisk guitar, bliver sammenlignet med Joni Mitchell. Det sidste er da også et mærkat, der adskillige gange er blevet sat på Kathryn Williams, og ja, der er bestemt en god portion Joni Mitchell i de melankolske folkmelodier. Stemmemæssigt ligger Kathryn Williams tættere på Emmylou Harris’ elegante og sarte udtryk, mens man i nogle af arrangementerne fornemmer Nick Drake spøge.
Som det fremgår af referencerne er dette et klassisk folk-album, sådan som de blev lavet i 60’erne og 70’erne, den 33-årige brite har lavet sammen med den 15 år ældre makker Neill MacColl. De to revolutionerer på ingen måde folk-genren. De forsøger ikke engang. Til gengæld har de så meget styr på deres virkemidler, så meget overskud og varme, at Two er blevet et aldeles elskeligt album.
Det er hele vejen igennem ganske traditionelt instrumenteret. Det er selvfølgeligt den akustiske guitar, der står i centrum. Den flankeres i løbet af albummet af diverse mere eksotiske strengeinstrumenter, samt bas, trommer, orgel og strygere. På trods af at man har hørt denne kombination af instrumenter tusindvis af gange før, bruges de på Two med en diversitet, der sikrer, at det kun kortvarigt bliver kedeligt at lytte til.
Albummets største scoop er helt sikkert de tos stemmer. Hendes behagelig og intim uden at kamme over i café latte-perfektionisme, hans mere luftig. Når de to smelter sammen som i åbneren “6 AM Corner” og den helt fantastiske “Rolling Down”, er resultatet de smukkeste vokalharmonier, jeg har lagt øre til siden Kings of Convenience.
Til gengæld står de to ikke så stærkt alene. Det er her, det bliver en smule kedsommeligt, og desværre er deres respektive solosange blevet lagt i en klump midt på albummet. Her mister Two sin vitalitet, og fingeren søger automatisk hen mod skip-knappen. “Frame”, “Grey Goes” og “Shoulders” – mindst én af de sange savner alvorligt en ansigtsløftning.
Two er det første album, Kathryn Williams og Neill MacColl laver i fælleskab, mens de hver for sig har været i gang i en del år. Selvom Two er både skrevet og indspillet på bare tre uger af to personer, der arbejder sammen for første gang, er det et meget helt album, der bestemt ikke virker ufærdigt eller sløset. Det er imponerende, hvor relativt mange lag og detaljer de to har givet deres klassiske folknumre. Og allermest imponerende er de underskønne harmonier, de tos vokaler skaber sammen. Her kan man virkeligt tale om et album med en velvalgt titel.
