Det kan hermed konstateres, at kuren for depression er fundet. Og hvem skulle have troet, at denne kur ville komme i form af noget så simpelt som et album?
Det album, der her er tale om, er debutpladen fra spanske Pablo Díaz-Reixa, som går under aliasset El Guincho. Albummet har fået titlen Alegranza, hvilket udspringer af ordet alegrar, som betyder ‘at glæde’ – og passende nok er det lige præcis glæde og varme toner, der her findes overvældende meget af.
Det samme skinner igennem på Panda Bears gennemførte album Person Pitch fra 2007, og det er derfor ikke svært at forstå, hvorfor diverse anmeldere har været hurtige på aftrækkeren og udnævnt El Guincho til at være det spanske svar på den dygtige amerikanske musiker. Trods lighederne er det dog på Alegranza nemt at høre, at Díaz-Reixa ikke behøver at blive nævnt i sammenhæng med andre musikere, hvor talentfulde de end måtte være, for hans musik taler udmærket for sig selv.
Allerede i åbneren, “Palmitos Park”, er det værd at bemærke Díaz-Reixas fornemmelse for gode, alternative popmelodier. Selve sangen er rent instrumental og ganske enkelt bygget op med trommer, maracas og tamburin, så det, der giver dette nummer et særpræg, er brugen af blide, nynnende vokaler i baggrunden, der henleder tankerne på et tropisk utopia.
“Palmitos Park” glider elegant over i “Antillas”, der er fuldstændig umulig at stå stille til, hvad enten man er den dansende type eller ej. Grundtonerne er calypsoinspirerede og teksten minimal, hvilket gør, at meget bliver gentaget om og om igen. Et træk, der sagtens kunne få nummeret til at falde til jorden ved simpelthen at ende med at være for ensformigt i længden, men det sker ikke, da man er alt for paralyseret af det insisterende beat og har travlt med at vippe hovedet i takt.
Det samme er tilfældet i “Kalise”, hvor man efter blot én enkelt gennemlytning må indse, at man har været udsat for behagelig hjernevask, og derfor også må se sig nødsaget til at have catch phrasen »Alana eh! Alana oh! Alana eh! Alana oh!« florerende i hovedet de kommende døgn.
“Buenos matrimonios ahí afuera” skruer ned for tempoet og indleder med spæde børnestemmer og rytmiske klap for siden at bryde ud i fængende trommer og fine elektroniske lyde, og der bliver til sidst rundet af med det yndefulde og rolige “Polca Mazurca”.
Der er noget uskyldigt og barnligt over El Guinchos univers i den forstand, at musikken er så legende og glad hele albummet igennem. Det er popsange, der på ingen måde er skåret ud efter en traditionel skabelon, da de er så eksperimenterende. Men det er netop også grunden til, at Alegranza er værd at høre utallige gange: Det har imponerende mange lag. Og hvis man ikke allerede elsker det, så er det på tide, man kommer til det nu!
