Det er en sært ambivalent følelse, man som lytter bliver efterladt med efter at have lagt øren til dette fællesprojekt fra den engelske ungdoms hofpoet Alex Turner og hans langt mere ukendte medsamsvorne Miles Kane.
På den ene side kan der med denne plade, de to gutters første udgivelse under navnet The Last Shadow Puppets, føres endnu flere beviser for Turners enorme potentiale og talent, men samtidig er denne ellers sprudlende og, for sin scene, anderledes plade også lyden af den sære Turnerske sangskrivningsmæssige stagnation, der har fulgt i hælene på alt, den unge brite har lavet, siden han som hovedmand i Arctic Monkeys debuterede med Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not for godt to år siden.
The Age of the Understatement skiller sig kraftigt ud fra, hvad man ellers forbinder med Arctic Monkeys og dagens engelske musikscene generelt. Det er en anakronistisk legestue, hvor Kane og Turner har skabt et afsæt for at tonesætte deres fælles fascination af den mere ornamenterede og umiddelbart overfladiske del af 50’ernes og 60’ernes popmusik.
Hovedinspirationen er soleklart Scott Walker, og netop hans hang til det strygerindsmurte og teatralske skinner kraftigt igennem flere steder på pladen. Åbneren, der også er første single og titelnummer, stemmer i med en bombast og en højt-til-loftet-hed, som man kender den fra Walker-åbnere på plader som Scott 2 og 4. Det tilsyneladende store lydmæssige ambitionsniveau skæres med det samme ud i pap, og det hele fyger over stok og sten.
Og sådan går det resten af pladen igennem. Enten i hurtige og svagt galopperende sange eller strygerbaserede ballader. Netop strygerne er lidt af et kup på pladen. De er arrangeret af unge Owen Pallett, hvis arrangementer vi husker fra Arcade Fire, og han har tilpasset dem perfekt til Kanes og Turners næsten enslydende stemmer. Strygerne bliver aldrig for voldsomme og påtrængende, og de overdøver aldrig en anden af pladens forcer, nemlig den åbenlyse diskrepans mellem de teatralske, Scott Walker-lignende sangopsætninger og så de to sangeres alt andet end ditto stemmer. Vokalerne er som fremmedelementer i musikken, men formår alligevel at engagere og indpasse sig i pladens univers.
Problemet er, at det aldrig bliver dybtfølt nok. The Age of the Understatement overbeviser på intet tidspunkt – hverken om intentionerne i det, der synges, eller genialiteten i det, der skabes. På Scott Walkers fire første værker er det tydeligt, at man har med et musikalsk geni at gøre med enorme ambitioner, som føres igennem i en på sin vis reaktionær stil, der decideret modarbejdede alt, hvad der var cool og smart i 60’erne. The Last Shadow Puppets forekommer nærmere som en postmoderne stiløvelse, hvor der aldrig rigtig er noget på spil. Det resulterer få gange i overraskende smukke stunder, men når pladen er værst, er den en slags dybdeløs pastiche. Turners evner som tekstforfatter har hidtil været en af hans største forcer, men i denne sammenhæng er storyteller-tendenserne og de bidende situationsbundne samtidsskildringer, som vi kender dem fra Arctic Monkeys, afløst af underligt intetsigende kærlighedserklæringer, som langt fra er så bundne til tid, sted og forfatter.
Men det største problem er som altid med Turner – her dog i højere grad end tidligere – den stagnation, der indfinder sig i sangskrivningen i løbet af en hel plade. Det er, som om Turner lider af Ryan Adams-syge. Han kan sprøjte gode sange ud af begge ærmer så let som ingenting, og deraf følger en enormt høj udgivelsesfrekvens med indtil videre over en plade om året. Men ofte mister Turner sig selv i sangskrivningen, så sangene i stedet for personligt præg og glød får et skær af ligegyldig skabelon. Han er simpelthen for god til at skrive gode sange, og flere af de ellers fermt udførte og ditto tænkte numre på The Age of the Understatement lider af en eklatant mangel på indre nødvendighed og dybde.
Der er selvfølgelig også rigtig smukke og overbevisende sange, og det gælder især for pladens afslutning. Hvis der er noget, Alex Turner har excelleret i hidtil i sin karriere, er det at afslutte sine plader på allerfornemste vis. Her i form af to kortere numre, der fører lytteren helt op i de højere luftlag. Først “The Meeting Place”, der griber endnu længere tilbage end Scott Walker, nemlig til 50’ernes ballader, som de levede og åndede i form af sange som “Dream Lover” og “All I Have to Do Is Dream”. Stilen passer Turner perfekt, og “The Meeting Place” emmer af uudlevet og tabt kærlighed, og den bagstræberiske fernis fungerer som en forstærkning af sangens følelser frem for ren overflade.
Pladen lukker og slukker med den lille smukke bagatel “The Time Has Come Again” med akustisk guitar og meget diskret strygerakkompagnement. Det fungerer helt optimalt, og man ønsker sig, at de to gutter havde ladet sig inspirere mere af 50’ernes ballademagere som Felice og Boudleaux Bryant end af Scott Walkers 60’er-æstetik.
Der er ingen decideret dårlige sange på pladen, men der er samtidig meget få, der stikker dybere end Owen Pallets strygeroverflader og de generelle pastiche-tendenser, der gennemsyrer projektet. Hvis Turner ikke skal sejre ad helvede til, bør han fremover veje sine gode sange med omhu og se, hvilke der indeholder noget af ham selv, og hvilke der bare er gode sange.
