M83’s Saturdays=Youth er en forårsplade. Den indfanger mange af de følelser, man altid går foråret i møde med. For det første er man positiv, fordi solen er begyndt at spille en større rolle i vejrudsigterne, og temperaturen gør, at man lige så stille bevæger sig ud af et halvt års konstant småforkølelse. Endelig kan man dufte blomster og nyslået græs. Drenge og piger lader stadig større dele af deres garderober blive hjemme, når de bevæger sig udenfor. Alt dette resulterer i en opløftet stemning, hvor man oftere og oftere tager sig selv i at gå og smile lalleglad til verden.
Men med foråret kommer også en form for ængstelighed og forventningsfuldhed, for foråret er blot et forspil til sommeren. Kan sommeren mon leve leve op til øjeblikkets forventninger? Vil sommeren byde på en forelskelse, der kan forløse al den urolighed, man går rundt med i maven?
Det er kort sagt sådan, Saturdays=Youth lyder. F.eks. i “Skin of the Night”. Her føles de hårdtslående elektroniske trommer som et opstemt hjertes rytme. Den luftige kvindevokal repræsenterer sammen med ambient-lydfladerne i baggrunden sommerfuglene i maven. Man får en fornemmelse af at være på vej mod noget virkelig fantastisk, men også skrøbeligt. Præcis som en ung forelskelse.
End ikke pladens mest feststemte nummer kan se sig fri for i et eller andet omfang at indgyde denne forårsurolighed i kroppen på lytteren. “Couleurs” er Robert Miles-klingende i sit udtryk og lyder umiddelbart som et levn fra de sene 90’ere, men det har så afgjort sin charme alligevel.
“Kim & Jessie” er nok pladens bedste nummer. I forgrunden er en mandlig vokal, der hverken lyder lykkelig eller trist, men alligevel ikke er indifferent. Med musikken som baggrund lyder den snarere følsom. I omkvædet er der masser af saft og kraft, der leveres af trommerne og en masse fancy synth. Lyden kan bedst beskrives som oplevelsen af en flok kvidrende fugle, der letter fra et træ, imens det tordner i baggrunden. Man kan uden at strække sig alt for meget drage paralleller til My Bloody Valentines Loveless. Her er lidt af den samme kombination af skrøbelighed og rå energi, og det er meget effektivt.
Efter et par gennemlytninger fortager virkningen sig dog lidt, og pladen begynder at virke som mere form end indhold. Det hele begynder at virke lidt for påtaget. Numrene er flere gange unødvendigt lange, det tydeligste eksempel er det 11 minutter og 11 sekunder lange “Midnight Souls Still Remain”. Indimellem virker det faktisk, som om franskmændene bare ikke har vidst, hvordan de skulle få rundet numrene af. Fra at synes, at det er en fantastisk plade, går man lige så stille over til at blive en smule irriteret over den selvhøjtidelighed, der i et eller andet omfang gennemsyrer pladen. De drømmende lydflader kombineret med nærmest hviskende falsetvokaler bliver for meget i længden. Man bliver druknet af følelser og skrøbelig teenage-kærlighed, så det går fra at være smukt og fint til at blive kvalmende. Og det er ærgerligt, for førstehåndsindtrykket er rigtig godt.
Nøglen til at lytte til Saturdays=Youth må være at gøre det med måde. Så længe man ikke overdriver det, er det en rigtig fin plade at have som soundtrack til foråret, men pas på med doseringen.
