Det er ikke mange informationer, der er at finde på nettet om Adolf Dove. Dog vides det, at Shannon Ketch fra Jow-Jow the Death Knell Rung er hoveddrivkraften og får hjælp af en anden fra Jow-Jow…, et enkelt medlem fra Alabaster Spicerack og sin egen kone.
Allerede fra første færd bliver stilen lagt på Adolf Dove. Først bliver der lagt en god tung bund med klaver, båndstøj, akustisk guitarpilleri og en god og ikke mindst tung bas, der slæber nummeret, “***”¦”, hele vejen i de seks minutter og tre sekunder, det varer. Der er tale om et udelukkende instrumentalt nummer, der på sine bedste steder giver sig i kast med blid drone, men også lidt mere flippet og udknaldet freakfolk.
Egentlig er det forkert at dele pladen op, for det hele virker til at være indspillet i en køre. Numrene varieres dog heldigvis, så det hele ikke bliver for ensformigt. I “Dooley” er der på ny båndstøj, tung bas og akustisk guitar. Der er dog den forskel, at der her bliver tilføjet jazzagtige toner, der lyder, som om de kommer fra en gammel radio med en dårlig modtager. Det virker til tider lidt fjollet og irriterende, men det viser bare, at det heldigvis ikke alt sammen er ambient støj og akustiske instrumenter.
Med dommedagsstemningen intakt glider pladens fjerde nummer stille og roligt over i den lettere tilgængelige og mere melodiøse sang “Ooh Wee”. Her bliver der pludselig spillet op til dans med en sød og rar folksang. Der er klaver, guitar, strygere og sågar en rigtig melodi. Selv om der stadig er plads til underlige lydeffekter og masser af disharmoni, går det hele alligevel op i en højere enhed. Lyden er stadig lige så beskidt og mudret som på resten af pladen; skæringen bliver bare bedre takket være den klarere struktur og de lidt tydeligere vokaler.
Et gennemgående træk for hele pladen er, at der hersker en forholdsvis dyster stemning. Med den stemning og de lange og dronede lydflader bliver der også plads til, at man svømmer væk i musikken. Når man lægger Adolf Dove i cd-afspilleren, må man dog forberede sig på, at det ikke bliver nogen let svømmetur. Man bliver nødt til at være opmærksom, for ellers kan det være svært at få noget ud af musikken. Det kan være lidt ærgerligt, men er også kendetegnende for denne slags musik, at man skal koncentrere sig og lede grundigt efter guldkornene, hvis man vil finde dem.
Men når man så gør det, er der god mulighed for, at man får lyst til at lede videre efter flere. Og der er såmænd nok at komme efter hos Adolf Dove. Det bliver aldrig verdens letteste opgave at lytte til pladen, men hvis man er til freakouts, lidt dronede folknumre og lidt båndstøj er der ingen grund til, at man ikke skulle kunne lide Adolf Dove.