Den københavnske trio Metric Noise udgav i 2005 debutalbummet Racing Laps of Distortion. Her tre år efter er opfølgeren sendt på gaden, og et mindre stilskifte er dermed introduceret. I hvert fald er den lidt ensartede hårdtslående rock blødt en anelse op denne gang, og tempoet varierer mere undervejs.
Albumåbneren dyrker stilhed/støj-modellen på den måde, at forsanger og guitarist Christoffer Eriksen, i taleform og på en lettere selvhøjtidig måde præsenterer de første linjer af “Only a Moment”: »Only a moment / But still a hundred years / Mind set on joy / And no room for solitude / Like chasing the wind / With eager hands / Not thinking about tomorrow.« Herefter flænser trommer, bas og især guitar den trykkende atmosfære, mens ordet »dry« gentages. Det er et ret ligetil og nogenlunde vellykket åbningsnummer. Problemet er bare, at den selvhøjtidelige stemning virker irriterende.
Vokalen står for det meste knivskarpt i lydbilledet, og det er helt rart, at man kan høre hvert ord, der bliver sunget. Det er desværre bare ikke så tit, at der er det helt store at komme efter, hvad angår teksterne. Eksempelvis fremstår følgende linjer temmelig overfladiske og ligegyldige: »The night turns into day / If you want you can press replay / It says hey / All right,« som der synges i “My Machine”.
Der er dog ingen tvivl om, at Metric Noise kan noget med de tre vigtige instrumenter, guitar, trommer og bas. Der varieres glimrende med guitartemaerne undervejs, og det er tydeligt, at bandet har haft et ønske om at prøve nogle flere forskellige idéer af undervejs. De bredere penselstrøg understreges af, at blandt andre Jesper Sand (Thau, Learning from Las Vegas) og Jesper Reginal (Yebo fra Thau og Crunchy Frog) bidrager med vokal, guitar og synth. Yebo tilmed været med til at producere Future From Sand.
Pladens mest vellykkede nummer er utvivlsomt “Without Hands”. Sjovt nok er det også den skæring, der beviser, at Metric Noise ikke har lagt det tunge og hårdtslående fuldstændig bag sig. En både grum og fræsende guitarfigur markerer sig solidt fra starten, og her markerer tekstsiden sig også positivt. En herligt dyster og lettere foruroligende stemning afspejler sig i linjer som: »Mayhem’s getting closer, that’s no lie / I celebrate your decomposing smile / Pointing out to you that there is no future.«
Overordnet set fremstår Metric Noise stadig som et band, der arbejder på at finde deres egen lyd og stil. Det er en proces, de er godt i gang med, og der er godbidder at finde på Future From Sand. De fleste af disse godbidder findes dog i detaljerne. For eksempel spidser ørerne til, når en lapsteel guitar pludselig ydmygt giver sig til kende i “I’ve Been Away”, og de mange forskellige guitartemaer er for det meste vellykkede.
På trods af de fine variationer og stemningskift undervejs er der dog overhængende fare for, at Metric Noise havner i en stor balje med etiketten ‘ordinær guitarrock’. Der er i hvert fald flere af numrene, der indikerer det. “Confession”, “Loretta’s Smile” og “Sometimes” er eksempelvis skæringer, der fremstår meget tilforladelige og temmelig anonyme i deres udtryk. Så selv om albummets 10 numre blot sniger sig op på en samlet spilletid på 31 minutter, kommer kedsomheden også snigende undervejs.
