Fire dele Sparklehorse og en del Sverige. Sådan ville anvisningen lyde rundt omkring på de skramlede indiepopbarer, hvis Surrounded var en drink. Tag nogle godt smadrede trommer, tilsæt små catchy melodier og rund af med alskens anden lofi-æstetik, og du står med noget, der unægteligt både smager, ser ud som og lugter af Sparklehorse.
At Surrounded er inspireret af Sparklehorse, forsøger de ikke at skjule, hverken i deres musik eller i deres offentlige udtalelser. Det er der som sådan ikke noget galt i – vi er vel efterhånden ovre den tid, hvor man troede, at der kan laves fuldstændig ny musik.
Men ét er at vedkende sig og bruge sine forbilleder, noget helt andet er at kopiere dem. Og Surrounded lægger sig desværre oftest på den forkerte side af den streg. Ikke så meget, at de skal frygte at få et sagsanlæg på halsen, men bestemt i så stor grad, at det skinner ganske kraftigt i øjnene. Tag for eksempel “In Comfort’s Tight Clothes”, hvis indledning dirigerer tankerne endog rigtig meget i retning af Sparklehorses “Painbirds”. Den slags eksempler er der mange af. Den distortede vokal, sangenes opbygning, ja, helt ned i teksternes let syrede indadvendthed finder man en skygge af Sparklehorse. Lydmæssigt ligger svenskerne også tæt op ad Grandaddy, især i “Human Pelagic” med dens lange keyboarddrevne sekvenser.
Dette kan måske virke som en fingerpegende stiløvelse fra anmelderens side. Men det er immervæk svært at beskrive Surroundeds bittersøde drømmepop uden at tage hjælpende referencer i brug. Og desuden er det slet ikke nogen dårlige referencer at pålægge et band. Problemet er måske blot, at de bands, Surrounded er oppe imod her, ganske enkelt er for gode. Originaliteten er så at sige opbrugt, og i det lys er Surrounded ikke andet end nogle små glimt.
Et af de blink, der lyser lidt mere op end de andre, er “Fellow Citizen Stars”, der er et glimrende lille downtempo-nummer, der flimrer fint derudaf på den der måde, der giver én lyst til at lægge sig ned for at kigge på skyer. Et andet er “Bolder Acrobat”, der er et af få numre, hvor der er skruet en smule op for tempoet. Et helt igennem klassisk og glimrende indiepopnummer med melodiske, basdrevne vers og et forløsende omkvæd.
De to lyspunkter er dog ikke nok til at The Nautilus Years kan løbe fra sin rolle som en noget anonym lillebror til de amerikanske forbilleder. Ingredienserne er unægtelig charmerende, men blandingsforholdet er helt forkert. For lidt Sverige, for lidt egensind og for meget (fortyndet) Sparklehorse. Derfor kommer drinken hurtigt til at virke vag og en smule klistret. Så næste gang man henvender sig til bartenderen, kan man med rette i et let bistert tonefald sige: »Kan jeg da for helvede ikke bare få en ren Sparklehorse?«
