“Det er hende, der sang med på Trickys plader. Du kan godt huske Tricky, ik’?” Sådan kommer mere end en enkelt køber af The Blue God til at sige til dem, hun spiller pladen for. Hun vil garanteret også sige: “Det er Danger Mouse, der har produceret den. Ham fra Gnarls Barkley, du ved.” Kort sagt er man simpelthen nødt til at sætte pladen i en interessant kontekst for at have nogen som helst mulighed for at overbevise andre om, at pladen også selv er det.
Pladen er meget poppet med referencer til 50’erne og 60’erne i sit svingende udtryk i mangel på et bedre ord. Der er gang i den, men ikke for meget gang i den. Den er kantet, men ikke for kantet, og så er den interessant, men ikke ret interessant. Det er det samme, man kan sige om den generelle retrobølge fra Storbritannien med navne som Amy Winehouse og Duffy. Der er sådan en stemning af, at briterne er ved at genopdage Heartbeat/Små og store synder og All Creatures Great and Small/Folk og fæ. Sixpence og tweed er britiske klichéer, når de er allerstørst, og det er, som om briterne har besluttet sig for at omfavne dem med alle disse referencer til “gode gamle dage.”
Og så alligevel ikke helt, for man kan ikke beskylde den sassy Martina Topley-Bird for at ligne en dyrlæge fra landet, endsige lyde som en. Dertil er pladen for frisk. Birds silkebløde, sexede vokal og de stramme beats kombineret med et lyst klaver og en hi-hat sørger for, at det ikke bliver for brunt-i-brunt, men samtidig gør “knasende-vinyl-effekten” og soul-referencerne deres til, at pladen heller ikke lyder for moderne. Kort sagt sætter pladen sig mellem to stole, og det gør den ikke interessant, men underligt uvedkommende.
“Carnies” skaber en stemning af en pub uden rygeforbud med mørke ales på samtlige borde og mørkt mahognitræ på samtlige paneler. Man kan fornemme Bird stå klædt lidt for smart til stedet, måske næsten lige så tiltrækkende som på coveret. Hendes sang er fejlfri, og hun vugger med hofterne, men på trods af hendes gennemgående sexede udtryk lever gæsterne sig ikke rigtig ind i musikken. Det skyldes, at trommeslageren ganske vist holder beatet i baggrunden, men så heller ikke mere. Kvindekoret bidrager heller ikke med andet end lidt »uuuuh« i baggrunden mellem Birds linjer. Det hele fremstår sådan ok og soulet, men ikke videre engageret.
“Valentine” er pladens mest støvede nummer. Birds vokal lyder doven, men på en meget tiltrækkende måde. Der er whiskers på trommerne og et sart kor i baggrunden. Guitaren har et mørkt, men groovy twang, og det hele går meget langsomt. Det minder mest af alt om Holly Golightly, og det er måske albummets bedste nummer.
“Poison” er allerede et rigtigt radiohit, og det er fuldt forståeligt, for det er nøjagtig lige så meget overflade og lige så lidt indhold som i de fleste programmer på de store radiostationer. »Bum-chi-ka-bum-chi-ka-bum-chi-ka,« siger rytmen. Vokalen lyder uengageret, og det samme gør den godt gemte guitar, der kører stille af sted i baggrunden med klar besked om ikke at lave lir af nogen slags. Et kort break før omkvædet er det eneste anslag til noget, der kunne gøre et varigt indtryk, men det er så hurtigt overstået, at også det er hurtigt glemt.
Der, hvor pladen vil gøre sig bedst, vil være til en fest. Sådan en fest, hvor der er dans og smil på de deltagendes læber, men som alligevel slutter tidligt, fordi den aldrig bliver rigtig løssluppen, men mere ender som en hyggekomsammen. Der gør den sig til gengæld også godt. Pladen er flot produceret, og Birds vokal er som bekendt i topklasse. Melodierne er let tilgængelige og poppede på den retro-agtige facon. Så som en popplade, der ikke kræver synderligt engagement, er den fremragende, men ud over dette anvendelsesspektrum vil den næppe gøre sig.
