Dengue Fever, 03.07.08, 18.00, Astoria
Kitsch eller oprigtig hyldest? Rip-off eller kunstnerisk tyngde? Det er svært at blive enig med sig selv om, hvorvidt amerikansk-cambodianske Dengue Fever falder i de helt rigtige eller helt forkerte kasser. Efter deres tjans som åbningsband på den fabelagtigt smukke Astoria-scene på årets Roskilde Festival blev undertegnede i det mindste blændet til at tro, at deres musik indeholder kunstnerisk tyngde. Og samtidig fremstod Dengue Fever som en værdig hyldest til den korte opblomstring, pop- og rockmusikken havde i Cambodia i slutningen af 1960’erne og frem til 1975, hvor de Røde Khmerer overtog styret i det fugtige jungleland.
Når Dengue Fever fungerede så godt, skyldtes det ikke mindst de lettere psykedeliske elementer, der varmt omkransede Chhom Nimols tynde, men udtryksfulde stemme – bedst illustreret i “Shave Your Beard” fra bandets debutplade. Chhom Nimols stemme kammede aldrig over i fraseringerne, som de fleste asiatiske sangerinder ellers kan have nemt ved at gøre. I stedet blev sangen til et freaky lydspor til et mildt psykedelisk bryllup, hvor det ikke ville vække opsigt, hvis aber pludselig kom anstigende som tjenere. Også den støvede ballade “Sober Driver” samt “Tiger Phone Card”, en mere uptempo boy-girl-duet mellem guitarist Zac Holtzman og Chhom Nimol, var med til at løfte bevisbyrden for, at Dengue Fever for alvor har noget at byde på ud over at præsentere publikum for gamle Cambodianske pophits.
Eneste virkelige anke er, at lidt for mange af bandets sange var sat i samme tempo. De holdt sig lige under det dansable tempo, der ville have gjort koncerten til en decideret overrumplende oplevelse. Det skal dog nok komme, for med de anstrøg af kraut- og psykedelisk rock, koncerten også bød på, er der massevis af elementer, som Dengue Fever i fremtiden kan tilføje deres musik for at gøre Chhom Nimol til den lysende stjerne, hun er godt på vej til at blive.
– Martin Thimes
MGMT, 03.07.08, 19.30, Odeon
Deja-vu. Klaxons. 2007. Odeon. Nu gjorde Roskildes planlæggere det igen. Placerede et stærkt hypet band med et par fabelagtige hits og en masse fyld på Odeon-scenen. Og resultatet var det samme som til Klaxons-koncerten sidste år: alt for lidt plads og alt for mange, der ikke fik en særligt god koncert-oplevelse uden for teltdugen. Odeon er ganske enkelt for lille til den slags bands. Giv dem Arena i stedet, og lad et band som Hellacopters skabe en intim oplevelse på Odeon. Deres publikum er også ældre og mere erfarne koncertgængere og kan nok bedre klare lidt skubben og masen.
De nuttede unge mænd i MGMT spillede heldigvis musik, og det var også til at høre i solskinnet uden for teltet. Deres sære blanding af 70’er-bløde harmonier og blide elektroniske psychpop-sange fungerede glimrende i numre som “Weekend War” og “The Youth”, men de ganske få nævneværdige melodier, debuten Oracular Spectacular indeholder, blev sølet til i mildt sagt ligegyldige jam-sessions. Ud over at tilføje lidt gakket ballade til koncerten forstyrrede det kun det ellers sympatiske indtryk af bandet. I stedet for at fokusere på deres styrker holdt de deres egen fest. Det kan godt ske, det har fungeret på små newyorker-spillesteder i mange år, men foran flere tusinde mennesker på en stor sommerfestival skal der oftest noget helt andet til: HITS!
Det leverede bandet da også med “Time to Pretend” og den nye single “Kids”. Sidstnævnte er som skabt til hippie-clubbing og skal nok hjælpe MGMT videre ud i verden. De simpelt programmerede beats og Andrew VanWyngardens Sparks-lydende vokal efterlod indtrykket af et band, der har så meget mere i ærmet, end hvad de viste på Odeon-scenen. Endnu en plade og atter en stak singler – så vælter de Arena.
– Martin Thimes
Radiohead, 03.07.08, 22.00, Orange Scene
Radiohead har haft en identitetskrise i mere eller mindre 10 år. Oxford-bandet kunne ikke kapere den succes, som milepælen OK Computer førte med sig og forsøgte derefter at flygte fra rollen som britisk rocks nye redningsmænd. Det sendte bandet i nye, eksperimenterende og især electronica-inspirerede retninger – hvilket Radiohead så tog et opgør med på sidste års In Rainbows, der bød på mere klassisk sangskrivning.
At dømme ud fra bandets interviews i forbindelse med udgivelsen af In Rainbows, er de glade for at være vendt tilbage til at være et rockband, og det var også ret så tydeligt på Orange Scene. Åbneren “15 Step” var veloplagt, og “Airbag” blev drejet lidt væk fra originalens klynkende udtryk over mod en mere sfærisk og flydende lyd, ikke mindst takket være en lang udtoning. Bandfornemmelsen var også åbenlys i den mere ligefremt rockede fortolkning af den snørklede electronica-sag, “The Gloaming”, og “The National Anthem” – der i aftenens anledning bød på brudstykker af et radioindslag om Mogens Glistrups død og Fremskridtpartiets indflydelse på dansk politik – var kværnende og intens, som kun en velfungerende gruppe kan spille.
»De kan ikke andet end at spille hits,« enedes et par tilhørere bag mig om. Faktum er imidlertid, at koncerten et langt stykke hen ad vejen ikke var nogen traditionel hitparade. En række af The Bends– og OK Computer-klassikerne (og, helt obligatorisk, gennembrudshittet “Creep”) blev udeladt til fordel for nyere sange. Det skal Radiohead ikke høre for. Tværtimod leverede de sangene fra dette årtusinde i fine, levende versioner.
Nej, det, der gør, at en ellers særdeles velspillet og også lydmæssigt rimeligt tilfredsstillende Orange-koncert ikke kom til at stå som helt enestående, er, at identitetskrisen endnu ikke er helt overstået. For godt nok lagde Radiohead afstand til tidligere tiders udtryk og image ved at holde sig fra sange som “High and Dry”, “Let Down” og “Just”, men forbindelsen til midt-90’erne virker stadig ikke til at være faldet helt på plads. Hvorfor f.eks. spille “My Iron Lung”, der snart har 15 år på bagen og tydeligvis bygger på en helt anden personlig desperation end dén, der driver bandet i dag? Her forfaldt Radiohead for noget nær eneste gang til at levere en uengageret udgave, der føltes som sur pligt.
Næsten lige så problematisk forekom det, at bandet valgte at lukke koncerten med “Karma Police”, så der kunne gå fællessang på Bakken i den. Når man tænker på, hvor vital en udgave af “Idioteque” de afsluttede det første ekstrasæt med, og i hvor høj grad det nummers omplantning fra at være en Warp-hyldest til at blive et regulært bandnummer med mere samspil end laptop virkede som et stærkt eksempel på bandets udvikling de seneste år, er det svært at forstå, at det i stedet var nødvendigt at lade en publikums-pleaser af dén karat være det allersidste indtryk. Men måske er ønsket om at underholde igen blevet en del af Radioheads identitet. I så fald tyder nogle af aftenens fravalg bare på, at den stadig er en kende splittet. Men bestemt også gladere og mere umiddelbart appellerende end meget længe.
– Mikkel Arre
