Astoria-scenen med dens tempelagtige atmosfære rummede denne eftermiddag noget nær en livmoderstemning i den muskelopstrammende hede, hvor Supersilent skulle forsøge sig udi den følelsesladede adspredelse, som improviseret musik ofte kan være.
 |
Den norske kvartet rummede mere, end en livmoder ville kunne, med deres unikke og småt nordiske post-kompostionsmusik. De tilstedeværende blev fragtet i et musikalsk forløb, der snart trak på såvel sagte som voldelige naturoplevelser, snart storbyens pulserende modernitetsfornemmelse – men de efterlod aldrig sig selv eller lytterne hængende uden grund. Det æstetiske rod på laptops, klaviaturer, klarinet og trommer foregik både på mikro- som makroniveau, og det var her umådeligt slående, hvor varieret en musikalsk stilstand kan være.
Naturoplevelserne blev ofte indrammet af en yderst bølgende bas, der i enkelte momenter med en kraftig volumen voksede sig stor som det mægtigste norske fjeld. Supersilent havde tillige underbelyste visuals med, der i enhver sammenhæng kunne fange blikket uden at fastholde det, og det bekom Supersilents evigt skiftende improvisationer vel.
Som koncerten skred frem, blev de mørke momenter i musikken placeret i en turnus med lysere klange, mere optimistiske anslag og frem for alt et andet slags overskud, hvor bandet i visse øjeblikke syntes sammenkoblet af elektriske ledninger. Så tæt var sammenspillet og nerven, at man virkelig undrede sig over de tilskuere, der valgte at forsvinde netop i disse minutter af øjeblikkets klare skønhed. Hos os, der blev tilbage, var der i hvert fald ikke meget mere at rafle om, når det kom til at udtrykke sin begejstring over det sidste ekstranummer.
Hvis Supersilent havde formået at fange et mere adstadigt pace mellem de sublime øjeblikke og den mere regelrette improvisatoriske søgen, var det blevet til en topkarakter. Nu må de nøjes, indtil de kommer tilbage til Danmark og giver denne oplevelse tørrere end tørt på.
(LB)
| Karakter: |    |
A Kid Hereafter & the Slaves to the Truth, 06.07.08, 16.30, Astoria
Om det var de to forrige dages koncerter som henholdsvis A Kid Hereafter (originalkonstellationen) og A Kid Hereafter in the Grinding Light (metal-udgaven), der gjorde søndagskoncerten med Frederik Thaae og hans store backingband af klassiske musikere, sangere og gæster til en slatten oplevelse er nok tvivlsomt. For Thaae besidder en energi, som kun de færreste på den danske musikscene kan mønstre.
I stedet skyldtes det nok, at de storladne arrangementer fuldstændigt druknede de listige melodier og fine detaljer, som Thaae har for vane at skabe. Og når de storladne arrangementer derpå omkom i publikumsstøj og ligegyldig snakken, var der ikke meget at glæde sig over.
Et eksempel på, hvor grelt det gik, var den ellers fremragende poppunk-sang “Play Drums”, der blev forvandlet til en knipsende jazzet suite blottet for al den ungdommelige nerve og nødvendighed, der præger originalarrangementet. “Seven Days Later” endte også helt skamskudt i det indendørs støv, og hvad Manoj Ramdas’ guitar egentlig gjorde for lyden, var svært at dechifrere.
Det absolut mest interessante ved koncerten var de to sange, hvor Jacob Bellens (Murder, I Got You on Tape) gæstede scenen. Han havde tilpas tyngde i stemmen til at skære igennem de mange instrumenter. Det havde hverken Lise Westzynthius, Marie Key eller The Blood held med. Men Frederik Thaae skal alligevel have et ekstra U for at have det overordentlige musikalske overskud til at køre tre så forskellige koncerter i stand til en festival.
(MT)
| Karakter: |  |
Cat Power, 06.07.08, 18:00, Odeon
“Meget power og alt for lidt Cat,” kunne man fristes til at forfatte som en lille slogan for aftenens koncert på Odeon. Chan Marshall iklædt sit vanlige alter ego som Cat Power indtog scenen som en anden småmaskulin diva i militærgrønne farver og Sporty Spice-pandehår og satte straks sin jukebox i gang, hvorfra en ganske traditionel plade gav sig til kende.
 |
Cat Powers seneste coveralbum med særegne fortolkninger i den ældre ende af populærmusikken er der mange meninger om, men det kan være svært at bestride den inderlighed, som Marshall lægger for dagen i sine fraseringer, hvad enten de er overdrevne eller fuldendte.
Bag sig havde hun et backingband i helt traditionel forstand – altså den slags, man også kender fra underholdningsprogrammer – og deres sammenspil med hinanden og ikke mindst solisten blev koncerten igennem en mere og mere forkrampet affære. Marshall vaklede ofte i de temmelig ferske udgaver fra Jukebox og enkelte træffere fra The Greatest, hvor hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv med det resultat, at hun indtog flere af de samme positurer med få minutters mellemrum, alt imens den passivt nervøse keyboardspiller forsøgte at få øjenkontakt med hende til trods for sine solbriller.
At bandet i sidste ende også skulle have en præsentationsrunde med detilhørende soloer og andre pinagtigheder, var blot at gå planken ud i noget, der for længst var (eller er?) blevet corny i Cat Powers univers. Selvom hun virker mere fokuseret på sin egen præstation såvel som sine medsammensvornes end før, savner man måske alligevel lidt af det kick, det kunne være at høre nogle enkelte numre med et indtagende bid, før hun dengang blev fuld eller forvirret midt i sine optrædener. For som en bekendt, der stod plantet i midten af teltet under koncerten, nævnte, så var der ingen energi, intet samspil med publikum, og temperaturen faldt blandt publikum koncerten igennem til trods for det pakkede Odeon-telt.
Man kan naturligvis ikke klandre Cat Power for vejrudsigten eller andre udefrakommende affærer, men man kan måske forlange, at hun vælger sit orkester og udstikker sin kurs med en lige så streng disciplin, som hun engang drak sig fra sans og samling.
(LB)
| Karakter: | |
Sharon Jones & The Dap Kings, 06.07.08, 18.30, Arena
Andelen af rygsække med indbyggede klapstole og ejere med vigende tindinger og gråt hår var stor til koncerten med Sharon Jones og hendes faste backingband, The Dap Kings. Sådan må det nødvendigvis være til en søndagskoncert på Roskilde. Ikke at det på nogen måde ændrede ved, at den lille iltre Sharon Jones har en stemme af den anden verden. Det betød desværre bare, at festen aldrig helt nåede et niveau, som musikken ellers fordrer.
For med et katalog af sange, der hver som én lyder som en glemt diamant fra soulmusikkens guldalder fra 1965 til 1972, burde de mest fly northern soul-moves have været på banen. I stedet blev dansen oppe på scenen, hvor Sharon Jones ihærdigt gav lektioner i gamle moves, når hun da ikke belærte ungdommen om, hvordan mænd og kvinder skal behandles, når det kommer til kærlighedens kunst.
Imens Sharon Jones var på scenen, gjorde The Dap Kings netop det, ethvert backingband skal gøre: holdt sig behørigt i baggrunden. Ingen store armbevægelser, men bare tæsketørre trommer, 60’er-tro guitarfigurer og en hornsektion, der havde været Sam & Dave værdig. Sangene kredsede om dumme mænd, stærke damer og kærlighed generelt. Gammeldags tematik? Ja da! Men den klassiske soul er ikke en komplet forkullet genre, alt for mange har forsøgt at brænde deres flamme ud på (undskyld, Amy, men du tæller bare ikke!).
Og så gjorde den afsluttende James Brown-hyldest “It’s a man’s man’s man’s world” det egentligt endnu tydeligere, at de sange, som Sharon Jones ikke har hentet i Stax og Motowns bagkataloger, holder et formidabelt højt niveau. Bare ærgeligt, festen skulle ødelægges af doven søndagsstemning fra de lidt for mange gratister.
(MT)
Læs også Undertoners anmeldelser af:
A Kid Hereafter: Rich Freedom Flavour
Cat Power: Jukebox
| Karakter: | |
