Man fristes til at konstatere, at der ikke er noget at udsætte på det andet album, A Certain Feeling, fra nordamerikanske Bodies of Water. Det skulle da lige være, at der heller ikke er så frygteligt meget at rose. Ved det første møde virker pladen virkelig som endnu et bind i den uendelige indie-saga.
Indtrykket ændrer sig heldigvis til det bedre. Pladen vokser, som gennemlytningerne bliver flere, og det endda i en sådan grad, at man kan få problemer, når de førnævnte indvendinger skal beskrives. Pladen ændrer sig simpelthen, og væk er klichéerne og de banale sangstrukturer.
Måske skyldes den positive overraskelse bare, at det hele begejstrer lytteren i sin store og både afvekslende og monotone vellyd. Meget andet spiller nu også ind, f.eks. de mange genrer, der fusioneres ind i det jævne lydbillede. Snart støder man på noget, der ligner bossanova, associationer til store kor dukker op, og svage undertoner af traditionals gør sig gældende. Og derudover er der også psych- og folk-elementer.
“Gold, Tan, Peach and Grey” illustrerer: Nummeret bevæger sig fra en lidt newfolket begyndelse, der minder om Joanna Newsom, over storladen fællessang og videre til noget, der lyder som en samtale mellem enkelte anstrengte vokaler og monotone kor. Jævn traditionel indierock bruges til at fylde versene – hullerne mellem det sjove – ud. Man forstår, at disse vers er irrelevante. De binder sangen sammen, så de skal være der; mere er der ikke ved dem. Det er alt det andet, det drejer sig om.
Mødet mellem det sørgmodige og udsvævende er en anden årsag til, at man som lytter bliver mere og mere begejstret. En række numre bevæger sig fra det decideret bedrøvelige til det euforiske på en måde, som virkelig afslører bandets store entusiasme. I nogle tilfælde sker bevægelsen på en så bemærkelsesværdig måde, at man må mistænke Bodies of Water for at skrive numre alene som en undskyldning for at lege. De oftest indledende stille passager er i en sådan grad nedprioriteret til alene at fungere som nødvendige introduktioner, at man får en fornemmelse af, at de blot er føjet til, for at man kan kalde musikstykket for en sang.
Her kan “Even in a Cave” fungere som eksempel. Fire linjers tekst bliver det til: »In the shelter of your car / Pinned by rubble / I cannot help the way I feel / Even in a cave.« Instrumenteringen er minimal; stemningen er trist og passer fint til teksten. Halvvejs ændrer nummeret karakter til ukendelighed. En opbygning til noget, der skal ske, nemlig en passage, som står i gennemført kontrast til indledningen. Blæsere, alskens lyde fra instrumenter, der vækker forestillinger om sydamerikanske karnevaler – og så en pludselig slutning. I bevægelsen fra den ene pol til den anden bliver man helt i tvivl om, hvorvidt skæringen reelt er ét nummer. Der er snarere tale om sammenstykkede fragmenter.
Sangerinden Meredith Metcalf står for de triste introduktioner, men deltager også gerne på linje med de resterende medlemmer i de mange harmonier, skrigerier og i de – efter lyden at dømme – tilsyneladende åndemanende og gudstilbedende vokalpassager, numrene kulminerer i.
Alt dette medvirker til den forvandling af A Certain Feeling, som sker for ørene af lytteren, og flytter pladen fra de anstændige, men kun moderat gode pladers lag og op i de anbefalelsesværdiges sfærer. Den lidt gentagende måde at bygge sangene op på rykker lidt ved den alsidighed, der ellers ligger i de mange genreoverskridelser. Formlen virker, så anken er ikke alvorlig, men den monotoni, som den resulterer i, rokker en kende ved det samlede positive indtryk.
Lyt til “Under the Pines”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/underthepines.mp3]