Bowerbirds dedikerer deres debutalbum Hymns for a Dark Horse til “… what still remains wild on the Earth, and inside us.” Samme naturlige tilgang har de også til musik. De tre musikere med base i North Carolina spiller med en organisk intensitet, som prøvede de at få alle træer og planter til at danse i rundkreds omkring lejrbålet i skovens lysning. Og det må være gået hen over hovederne på dem, at selv Bob Dylan i 1965 opdagede den elektriske guitar.
Det er ikke den store overraskelse, at historien om Bowerbirds starter, da sanger og guitarist Phil Moore får et job som fugleobservatør langt ude i skoven. Kæresten Beth Tacular flytter med, og sammen starter de med at skrive sange, når mørket falder på. Det er her, pladens æstetik er opstået. Kærlige og skrøbelige vokalharmonier snor sig mellem de næsten spirituelle toner fra guitaren, mens harmonika og en hjerteskærende violin yderligere forstærker den ømme stemning.
En nær slægtning kan siges at være Microphones’ hovedværk, The Glow, pt.2. Et album, som er indadvendt, men samtidig storslået og pompøst, og hele tiden i kontakt med den omgivende natur. Bowerbirds’ musikalske univers er noget mere udadvendt og lettilgængeligt, men på mange punkter er der alligevel store ligheder. Særligt i de dynamiske vokaler, som nærmest fremstår som en påkaldelse af naturens ånder, er ligheden stor.
Ellers er bandet beslægtet med hele den lettere ende af den nyere folk-scene, og artister som Devendra Banhart og Tunng deler samme fokus på små og sarte popsange. Også John Darnielle (Mountain Goats) spiller en rolle omkring Bowerbirds. Han bliver takket i coveret, og på sin blog har han udtalt sig i særdeles rosende vendinger om bandet. En bedre opbakning til et band i stil med Bowerbirds er svær at komme på. Og den er bestemt ikke ufortjent.
For selv om der findes utallige bands i stil med Bowerbirds, formår de alligevel at overraske. Sangene tager hele tiden uventede drejninger, og bandet er ikke bange for pludselig at trække tempoet helt ud af sangene for så igen at skrue det i vejret i et klimaks, hvor bandet i den grad udnytter, at de er i besiddelse af tre kompetente sangere.
Vokalharmonierne, som er pladens helt store styrke, bidrager hele tiden til små finesser, hvilket også er med til at gøre albummet uforudsigeligt. Et eksempel er “In Our Talons”, et på alle måder fremragende nummer, hvor Phil Moores vokal efter hver linje bliver besvaret med et spøjst »deet-deet-deet-deet«-udbrud. Hvis bandet en dag skulle toppe hitlisterne, ville det utvivlsomt blive med dette nummer.
Teksterne er ligesom musikken også inspireret af de naturlige omgivelser, hvori pladen opstod. Og selv om bandet til tider bliver lidt for helligt, når det klandrer mennesket for at ødelægge naturen, så er det alligevel svært at forestille sig, at teksterne kunne være anderledes.
De har godt nok ikke samme lyriske skarphed som vennen John Darnielle, og i det hele taget bliver albummet aldrig så stor kunst som eksempelvis førnævnte Microphones. Ikke desto mindre er Hymns for Dark Horse et fremragende album med en charme, som måske er lettilgængelig, men også svært uimodståelig. Deres enkle melodier og opløftende spilleglæde spreder sig til lytteren og smitter hele vejen fra skoven i North Carolina og tværs over Atlanten.






Lyt til “In Our Talons”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/inourtalons.mp3]