Woven Hand spiller på Vega
Måske er vi lidt langsomme her på Undertoner, men i tilfælde af, at der er nogen, der er langsommere end os, kan vi nævne, at Woven Hand spiller på Vega 15. november.
Efter at David Eugene Edwards tilsyneladende har pensioneret sine 16 Hestekræfter, så er det jo glædeligt, at verden ikke skal undvære hans kraftfulde vokal.
Koncerten er dog ikke en almindelig trang til at komme ud og svinge banjoen. Den 9. september udkommer nemlig et nyt album med den bibel-namedroppende titel Ten Stones på Sounds Familyre, og man kan allerede nu svælge i lydfiler fra albummet via bandets MySpace-side.