Retninger I:
Støjrock handler om retninger. Ikke retninger i betydningen genrer, men retninger som i op, ned, højre, venstre, stigning, fald, fart på den vej, fart ned den anden vej og stop. Der kan så være forskellige variationer af dette, og det er helt og aldeles unfair at tage så bred en genre og snøre den ind til at handle om, hvor man bevæger sig hen. Men det handler altså om retninger. Det kan være i form af dissonans, der spreder det hele til siden og åbenbarer sig som raseri, eller det kan være smuk, flydende, lyserød sirup, som man kan drukne i efter behag. Men jeg har virkelig og helt oprigtigt fundet det nemmest at anskue støjrock som retninger, der bliver foretaget mod følelsen af at blive rusket igennem uden helt at bevæge sig. Det er mere snigende, end det giver sig ud for, og det er det, der er det smukke. Og det mest simple.
På Nisennenmondais nyeste plade, Neji/Tori, er der enkelthed på tapetet. Der er fremdrift, og der går næsten krautrock i den, når en tromme, en guitar, en bas og intet andet marcherer hen over landskabet i “Kyuukohan” med en aldrig rigtig stigende intensitet, men derimod en konstant; en dedikation af, at »her er vi nu, og selvom vi indimellem syrer ud i en larmende psykedelisk kakofoni, så fortsætter vi lige ud i samme tempo, til der ikke er mere.« Mekanik. Og sådan fortsætter de på nummeret “Kyaaaaaaa”, der begynder som en call and response mellem et skingert, kort pigeskrig og en forvirret guitar, går over i en aggressiv og hvirvlende psych-vandren mod mørket, for så igen at blive skrig og korte hug med spaden. Det ender med at blive helt charmerende, og Nisennenmondais store styrke ligger i de simple virkemidler, der giver retning, bevægelse og fylde til numrene. Alle går de derudad. Nogle bevæger sig op, men hele tiden er det med klar vished om, hvor de skal hen. Også selvom det er ingen steder. Der bliver braget af sted, og til tider stoppes der op og hvines, men med små indstik af det svævende og luftige, indtil støjen, rytmen, det fremadgående, startes igen. Hele opskriften er ret enkel.
Retninger II:
Men når det nu engang er så ligetil, som det egentlig er, så kommer Neji/Tori på en måde til at fungere som et gammelt støjrock-blueprint, der bringes til skue. »Sådan sammensætter man melodisk larm 101«. Der bliver heller ikke lagt skjul på det. Tre af sangtitlerne er “Pop Group”, “This Heat” og “Sonic Youth”. Det er tilfældigvis også tre af de mest respekterede navne inden for det dissonante. Kejsere af de arytmiske rytmer. Det rare ved disse vink med vognstænger er, at de på ingen måder går over i parodi eller nem pastiche. Intet spor af retrofikseringer og hyldester, selvom inspirationen fra This Heat og deres progressive krautpunk selvfølgelig har været en betydelig inspirationskilde. Men hele vejen er det Nisennenmondais eget støjunivers, og Thurston Moore, Mark Stewart, Charles Hayward & co. må stå som taknemmelige sangtitler på albummets bagside.
Retninger III:
Neji/Tori er mod min vilje vokset aldeles groft på mig, for efter de første gennemlytninger var jeg klar til at afskrive bandet som et kedeligt opkog af de gængse noiserock-virkemidler. Men det er gode, stærke numre, og når der skal arbejdes hen imod noget, bliver der puklet; skal der syres, bliver der syret; og skal der støjes, bliver der bare støjet. Den virker alligevel hver gang.
