Jeg forestiller mig, at jeg skal læse et tekststykke op til musikken. Jeg vender mig mod reolen ved siden af mig. Piller en bog ud: »Der var så dejligt ude på landet; det var sommer! Kornet stod gult, havren grøn, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin mor,« fortæller H.C. Andersen. Nej, nej. Vi er godt nok på landet og så videre, men dét er slet ikke den rette stemning.
Vi er mere ovre i noget a la det her: »Rytterne sad på deres store gangere som truende statuer, mørke og massive virkede de, som de der stod på bakken, men hele skoven og landet omkring dem trak sig tilbage som i en tåge,« som J.R.R. Tolkien skriver i Ringenes Herre. Ja, det er præcis den stemning, der er på Queen Ódea Escapes. Mørkt og sitrende uhyggeligt.
Edmund Oak bevæger sig nemlig rundt i folk-genren, men afsøger samtidig universer, der er anderledes end traditionel folk. De rammer ned i den genre, nogle kalder freak folk, der bl.a. er kendetegnet ved sære tekstuniverser, alternative måder at skrive sange på og akustiske instrumenter. I det her tilfælde er det strygere som cello og kontrabas, der på fremragende vis lægger en dyb og mørk klangbund, som skaber den underspillede uhygge, der præger pladen, og som sparkes i gang med det gotisk-inspirerede kor i indledningen på pladens første nummer, “Joy & Laughter”.
Men det freakede findes især også i Jonatan Bengtas særprægede tekstunivers, der nogle gange synges, andre gange messes. F.eks. synges der i “Steal Your Bride”: »My baby just left me / that’s quite okay« og »You just slap my face, make it blue / and I steal your bride,« ligesom der på “Monkeyball” (der minder foruroligende meget om Dave Matthews Bands “Two Step”) synges: »I keep your heart in my pocket / I’ll cut it out tonight«. Det er alt sammen lyrik, der på sær vis skurrer i ørerne, især når det er sat sammen med et dystert og altopslugende lydbillede.
Edmund Oak, inklusive gæster fra Under Byen og Blue Foundation, er særdeles dygtige musikere, og de får skabt en virkelig solid og lytteværdig ramme til numrenes små tekstvignetter. Jeg er i hvert fald ganske imponeret over variationen i det lydbillede, der skabes, hvor gongonger, slide-guitar og noget så eksotisk som en syngeskål, der er et buddhistisk cymbal-instrument og minder om en klokke, bruges virtuost.
Faren ved den slags musik, Edmund Oak er eksponent for på Queen Ódea Escapes, er, at det nogle gange kan blive en smule mere virtuost, end godt er, forstået på den måde, at det kommer til at handle om alle de freakede instrumenter, man kan trylle frem. Jeg synes, at Edmund Oak holder en fin balance på den front, om end jeg efter adskillige gennemlytninger stadig ikke har forstået det afsluttende stemningsbillede fra en gård på “Ape Elite”, komplet med får, der bræger, høns, der kagler, og haner, der galer. Det virker som en metakommentar til deres egen folk-lyd, og det virker ærlig talt lidt tåbeligt.
Men til trods for denne skønhedsplet er det en fremragende start på Edmund Oaks levetid, og især synes jeg, det klæder lyden, når de iblander lidt støj, selvom de på den måde bevæger sig lidt væk fra den freakede folk. Og så måtte de også godt blive lidt farligere, især i lyrikken, for ansatsen er der, og man ved jo aldrig, hvad der kunne gemme sig i tågen.
