To tilfældige dage i studiet under indspilningen af WLIB AM: King of the Wigflip:
17. januar 2008: “Go!”
Madlib: »Okay, Guilty, hvad har du lyst til at rappe om?«
Guilty: »Jo, altså, jeg vil gerne rappe om sådan noget med pistoler, og om at jeg spytter min gift ud. Noget i den retning. Det må gerne lyde lidt ondt. Sådan lidt som helvede.«
Madlib: »Okay, fair nok. Prøv så lige at tjekke det her beat ud.«
(Et soulsample begynder. Fader ud. Trommer kommer på. Messingblæsere lægger en dyb, ond bund. Guilty lytter lidt, bevæger kroppen lidt, kaster nogle håndtegn. Lyser op).
Guilty: »Yeah”¦ Ah”¦ Jo, helt sikkert, det kan jeg sagtens bruge. Jeg fikser lige en tekst.«
4. februar 2008: “Drinks Up!”
Madlib: »Nå, Frank. Hvad er du i humør til i dag?«
Frank-n-Dank: »Ja, det skal være noget med nogle senoritas, at kaste lidt rundt med nogle kreditkort og sippe noget champaaaiiiin.«
Madlib: »Ja. Klart nok. Så skal vi finde nogle crunck-beats frem. Det klarer jeg.«
(Madlib roder lidt ved sin computer).
Madlib: »Det her kan måske bruges. Det er et fedt beat, jeg har lavet for et stykke tid siden. Tjek det ud.«
(Frank-n-Dank lytter. Det er sådan noget med laserpistolskud og håndklap. Det kan han godt lide. Kigger ned på sit papir).
Frank-n-Dank: »Yeah. Helt sikkert. Det er perfekt. Lige mig.« Begynder at rappe for sig selv til beatet: »Our real niggers put your hands up / you fake niggers put your hands down / our ballin’ niggers put your drinks up / and tell them hoes to pull their pants down«.
Madlib: »Skal vi ikke køre med det så?«
Frank-n-Dank: »Jo, mand! Det er fedt.«
BREAK
Det er min forestilling, at ovenstående nogenlunde afspejler, hvordan indspilningerne af de forskellige numre på WLIB AM: King of the Wigflip er foregået. Man kunne kalde det struktureret løssluppenhed. Der er ingen tvivl om, at Madlib selvfølgelig har haft fuldstændig styr på retningerne, han ville i og har trukket i trådene, men det er alligevel, som om indholdet af de numre, der har en lyrisk del, kan forudsiges af de rappere, der gæster nummeret.
F.eks. rapper Guilty Simpson i to omgange (“Blow the Horn on ’Em” og “Go!”) om pistoler og hans hårde livsstil: »Get your pistol / launch your missile / settle your issues / I got a feeling somebody is gonna die tonight«. Ganske typisk eller i hvert fald ikke overraskende rapper Murs på “Ratrace” meget aggressivt-chauvinistisk om at være den, der sætter farten i relationen til kvinder. Ydermere færdiggøres det sidste omkvæd ikke, men afsluttes i stedet brat med to pistolskud. BANG. BANG. Pænt chokerende, indholdet til trods, når man hører det første gang.
Så er der mere solskin og varme, hvis man vender sig mod “œWhat It Do”. Her rapper Talib Kweli under aliasset Liberation (der er en henvisning til hans 2007-samarbejde med Madlib) – selvfølgelig – meget indfølende om sin kærlighed til hiphop og om at være for real: »”¦and realize this game really not real it’s ill / some of them think you gotta rap about things you don’t do / and tell lies like some of them do / you know it’s like that, right [troop] / it doesn’t matter what it do or how it do / I keep it real with you.« Det gør han i sin sædvanlige stil: Rimene flyder fra ham, han stopper op, lader beatet indhente ham, rykker fra det igen. Han lyder virkelig, som om han er tilbage i storform efter det sidste, lidt magre udspil Ear Drum.
Ligegyldigt, hvor man vender sig hen, er der tale om nogle af de bedste rappere, der gæster WLIB AM: King of the Wigflip. Ud over de omtalte er det bl.a. Prince Po, Medaphoar, J-Rocc osv. Med så mange forskellige typer og input er det logisk, at der vil være ting, der ikke lige falder i ens smag. Jeg bryder mig f.eks. ikke om Murs hyphy-testosteron-hiphop, men klapper i stedet begejstret i hænderne over “Gamble on Ya Boy”. I mine øjne samler lige netop dét nummer alt det, der gør hiphop fantastisk. Et funky beat med messingblæsere og en sprudlende, storsnudet Defari, der rapper: »Gimme’ them dice I don’t roll snake eyes / I don’t roll with fake dudes I don’t roll with fake guys / gamble on ya boy it’s a sure shot bet / I’m the best of the vets / I’m the best in the west« og »I walk through the street like a tiger in the jungle.« Det her er også testosteron, men på en facon, jeg langt bedre kan stå inde for.
Det hele er selvsagt pakket ind i Madlibs kreative kreationer. Ud over hans helt utroligt stramme produktioner samt soul- og diskosamples er der generelt utroligt meget at lytte efter i lydbilledet: Koklokker, messingblæsersektioner, der i den grad folder sig ud, bongotrommer, klaver, bjælder, funky basgange, synthstrukturer, saxofon, strygere osv. Jeg kunne blive ved. Opfindsomheden er der bestemt ikke sparet på, ligesom der også er plads til mere gakkede udbrud, der bl.a. udleves via Madlibs Quasimoto-alter ego. Der er ikke mange andre plader, hvor der ville være plads til en forvrænget heliumstemme, der siger: »You are intuned to a special edition with Madlib, taking over the airwaves / give me my goddamn cheeseburger« (“The Thang-Thang”) eller læsper: »Madlib Invasion« med Anders And-stemme (“Heat”).
Jeg må indrømme, at jeg ikke kan stå for det. Det er virkelig unikt. Og selvom det er oplagt at kritisere WLIB AM: King of the Wigflip for at være fyldt til randen – og jeg da skal være den første til at indrømme, at der er numre, jeg gerne ville have været foruden – så er det på ingen måde det samme som fyld, men derimod et spørgsmål om præferencer: Er man til gangstarap, til masser af fuldfede soulsamples, til spacy lyduniverser, der får en til at tænke på aliens, eller noget helt fjerde?
Sådan kan man diskutere i timer, om det eller det nummer er fyld eller ej. Og det er vel meget naturligt, når der foregår så meget lydmæssigt, som potentielt kunne være skåret fra. Jeg er dog helt overbevist om, at alt, der er taget med på albummet, har betydning og mening. Og med det sat på plads er der kun tilbage at applaudere: Det, Madlib laver, er i særklasse, og samtlige numre på albummet er et lyt værd. Og så er det tilmed catchy som ind i helvede.
