»Der var et pladeselskab, der ville noget meget alvorligt og gerne ville brande os som et pigeband med en meget smart producer. Men vi tænkte “Ej, det er sgu ikke lige det, vi vil”«. Ordene kommer fra Emil Thomsen og forklarer delvist, hvorfor hans band, Marybell Katastrophy, selv har stået bag udgivelsen af sine to første ep’er, This Is the One og You Are the Two. Marybell Katastrophy ville droppe det utidssvarende medie, cd’en, og i stedet kun udgive sin musik på vinyl og som download efter betal-hvad-du-synes-det-er-værd-princippet.
 |
Men hele pladeselskabsapparatet er bygget op efter, at der skal udgives en cd, så ingen pladeselskaber var villige til at satse på kun at udgive Marybell Katastrophys musik på de medier, bandet ønskede. At Århus-bandet samtidig havde den idé, at vinyl-coverne skulle være håndlavede, vakte ikke ligefrem større begejstring hos de konservativt tænkende pladeselskaber.
»Det er svært at finde et selskab, når man siger, at man vil udgive en ep, og det skal være sådan lidt lo-fi, hvor folk kommer og maler på dem. Til dét er der ikke så mange selskaber, der siger: “Fedt, det gør vi. Det kommer vi til at score kassen p唫.
»Der satses på den sikre måde, som ikke længere er sikker, men som selskaberne opfatter som den sikre måde. Vi har dog nu måttet tage konsekvensen af, at der også er folk, som køber cd’er. Vi vil ikke udelukke nogen, for det er ikke interessant for os«, tilføjer Marybell Katastrophys sanger og sangskriver, Marie Højlund.
Selvom det altså ikke har været et nødvendigt valg at gøre tingene selv, har der retrospektivt været en strategi i det, mener Thomsen. De har kunnet bestemme selv og gøre det i deres helt eget tempo.
»I stedet for at lave en masse sange og bruge vildt meget tid på dem og så sende 15 ud på en plade for derefter bare at skulle starte forfra har vi nu en lille historie at bygge videre på«.
»Det var også en måde at holde det i gang på. “Nu er der fem sange færdige, så nu udgiver vi dem. Nu er der fem flere sange færdige, så nu udgiver vi dem”. Det har lidt været en proces«, siger Højlund.
Musikken er ikke spor forvirrende
I laver jeres numre om fra koncert til koncert, så et eller andet sted er I måske også mere en live-oplevelse end et gammelt klassisk cd-produkt?
»Vi er i hvert fald ikke et klassisk band-band, der står i øvelokalet med guitar, bas og trommer og øver. Det, du nævner, hænger nok sammen med, at det tit udvikler sig, når vi står på scenen,« siger Højlund.
»Vi har ikke en stil, vi kører efter. At det her er vores koncept. Vi er nogle gange fortvivlede med hensyn til det konceptuelle. Hvad, vi egentligt er, kan være svært at forklare. Både musikalsk, men også hvis vi skal have taget et pressebillede, tænker vi “okay, hvordan fanden er vi egentlig”«, forklarer Thomsen.
»Det bliver sjovt nok tit til et koncept i sig selv, når folk sætter mærkat på. Så er det “vildt forvirrende”, og så bliver stilforvirring og kluddermutter konceptet«, tilføjer Højlund.
 |
»Men det er også ærgerligt, for vi synes, at musikken er meget struktureret.«
»Vi er nu ikke særligt struktureret på den måde, at vi har siddet og snakket om, at nu skal vi lave den her slags musik«.
»Jo, jeg synes da… Man må godt være uenig i et interview. Det må gerne skinne igennem. Jeg synes, at vi er ekstremt struktureret musikalsk set. Bare fordi vi ikke ved hvilken slags stil…«
»Nu snakker jeg også om det uden om«.
»Okay«.
»Hold kæft, hvor er du forvirrende,« griner Maria og bliver så igen mere alvorlig. »I vores øjne er det ikke stilforvirring. Vi laver lige præcis den musik, som er inde i vores hoveder, og der er det ikke spor forvirrende, hvad det er, vi gerne vil«.
»Musikjournalistik-agtigt er det måske svært at beskrive, uden man skal hive en masse forskellige referencer ned over det. Mens man står og lytter til det, er det ikke målet, at det skal lyde kludetæppe-agtigt. Men man kommer tit til at blande det ydre udtryk og musikkens indtryk sammen, så hvis det er lidt spraglet, er musikken det også, og hvis vi er lidt forvirrende at høre på, er musikken det sikkert også,« uddyber Thomsen.
»Marybell Katastrophy kan betyde alle mulige ting«
Ud over sine egne numre har Marybell Katastrophy også lavet musik til DR2-satireserien “Frank Molinos forunderlige fortællinger”, remixet Speaker Bite Me-nummeret “War Is Over” og samarbejdet med Martin Hall om dennes single “Delirious”. Og i øjeblikket er det et norsk dødsmetalbands tur til at komme gennem Marybell Katastrophys remix-maskine. Disse musikalske sidespring tager Marybell Katastrophy, fordi bandet gerne vil sprede sin musik ud, og det skal helst ske på en ny måde.
»Mange bands bruger de her konceptualiseringer. Men Marybell kan betyde alle mulige ting. Jeg vil ikke have noget imod at lave børnetimemusik under navnet Marybell Katastrophy,« siger Thomsen, der heller ikke tager afstand fra at lave musik til reklamer. »Jeg tror ikke, nogen af os har et helligt forhold til reklamer. Så længe det ikke betyder noget for, hvordan musikken udformes. Det skal bare ikke være bestillingsarbejde«.
Marie Højlund og Emil Thomsen er sammen med bassist Maria Timm de eneste faste bandmedlemmer af Marybell Katastrophy. Men konstellationen ændrer sig hele tiden med løst tilknyttede medlemmer. Eksperimenterne med forskellige sammensætninger af bandets konstellation er ikke bare sjove, mener Højlund. Det kan også skabe overraskelser for bandet, som på den måde kan undgå, at koncertoptrædenerne bliver rutinearbejde.
»Vi havde et stort pigekor med, da vi åbnede Spot, og det kræver en hel del, men det var fedt, at det kunne lyde sådan. At vi kan blive overraskede.
 |
Hvis man spiller de samme numre på samme måde i mange år, bliver man træt af det«. Højlund taler af erfaring, for i sit tidligere band, Tiger Tunes, blev det netop til sidst rutine at spille koncerter.
»Det var præcis på den samme måde hver gang. Til sidst snakkede vi om, hvor sjovt det var, at vi begyndte at lave de samme bevægelser og sige de samme ting imellem numrene,« siger Højlund og uddyber om årsagen til Tiger Tunes’ opløsning:
»Tiger Tunes var meget glad musik. Det er en helt speciel forventning, man selv og folk har, og der var selvfølgelig en træthed i at stå og være happy-go-lucky hver aften, når man har andre musikalske præferencer, som vi alle sammen havde. Man kan se, at Beta Satan og Marybell, der er kommet ud af det, ikke minder særligt meget om Tiger Tunes. Jo, der er nogle lighedspunkter her og der, så det er bare en naturlig udvikling, at det blev spredt på den måde, det gjorde«.
Du må også have siddet med en lyst til at lave dit eget projekt?
»Ja, nogle af sangene (på The More, red.) er skrevet, mens Tiger Tunes eksisterede.«
»Over halvdelen er. Så faktisk er det en Tiger Tunes-plade«, indskyder Thomsen.
At mange af numrene fra The More er skrevet i samme periode, gør, at pladen hænger kompositorisk sammen som en helhed, selvom 10 af numrene stammer fra de to ep’er og derfor har været udgivet i anden sammenhæng. Hvis sangene ikke havde fungeret som en helhed, ville Marybell Katastrophy ikke have lavet The More, fortæller Højlund, der ser pladen som et punktum for bandets karriere indtil nu.
»Når vi har den her legende tilgang til tingene, kan det godt blive et virvar. Så er det rart at kunne sige “nu har vi en plade, og den er trykt rigtigt”. Så kan vi fortsætte herfra og på en eller anden måde starte forfra igen«.