I min omgangskreds har vi et begreb kaldet “jazz-muffi”. En jazz-muffi er sådan en type, der dyrker jazz som en livsstil. Hvis det da overhovedet er muligt andet, når man hører jazz. Jeg mener, jazz-entusiaster har en tendens til at være meget opslugt af deres interesse. De ved meget om jazz, de spiller selv jazz i større eller mindre grad, og de bekymrer sig ikke om særligt meget andet end jazz. I hvert fald hvad musik angår. De lever dette udflydende, selvtilstrækkelige og bemærkelsesværdigt udefinerede fænomen “jazz”.
Original Silence er ikke jazz i traditionel forstand. Det er en ny slags fusionsmusik, der anvender jazzens transcendens-søgende metode, men med den teknologiske rock-musiks kætterske midler. Der spilles på livet løs, for fanden og hans pumpestok, ekstatisk, delerisk, hysterisk og helt derude, hvor det ikke er til at sige, om det er virtuost eller ganske talentløst. Og vi har med eksperter at gøre. Musikere, der er så gamle i gårde, at charmen ved en traditionel sang efterhånden er slidt op – eller simpelthen aldrig har været til stede. Det handler om lyden, dens tekstur og grænserne for, hvor vidt den kan gå.
Det er ikke første gang, vi møder guitar-mogulen Thurston Moore under disse omstændigheder, og man kæmper med den fordomsfulde trang til, som en anden bekymret mor, der fanger ungen med snitterne i kagedåsen, at sige: “Så er det godt!” I Sonic Youth får han afløb for den mere dubiøse guitar-onani i den selvbestaltede udgivelsesrække SYR, derudover har han tidligere teamet op med Mats Gustafsson og Jim O’ Rourke i konstellationen Diskaholics Anonymous Trio, som dog havde karakter af ren staffage. Nu er også d’herrer Terrie Ex, Massimo Pupillo og Pall Nilssen-Love med i legen, og det ændrer da, heldigvis, en smule.
Pladen intoneres af en, hvad improvisation angår, ganske steady trommerytme, en hetzende ondsindet basomgang og temmeligt ligeglade guitar-hug fra den tid, hvor rock var jazz, og alt var minimalt, og alle var cool; no-wave og New York. Meeen, så kommer blæsersektionen på færde, og snart kan ingen længere styre sig. Kun de opmærksomme justeringer af hvert enkelt instrument sikrer, at kompositionen forbliver et elementernes sammenspil frem for ét enkelt elements rasen. Man bider især mærke i den satanisk ræbende bas, der giver én lyst til at vokse horn, samt de opfriskende digitale programmeringer, hvis monotone perlen sommetider får lov at stå alene og derved tilbyder simplicitetens helle blandt de sindsoprivende udskejelser.
Meget bedre bliver det ikke i selskab med Original Silence. Det er den slags band, som overvejende afficionados samler på. Det er musik for folk, der af uransaglige veje forstår, eller i det mindste giver indtryk af at forstå denne auditive ækvivalent til eskatologisk kaosteori. Fandenivoldsk digital jazz til det nye årtusinde. Leveret med potente intellektuelle titler og lækker avantgardistisk collagekunst. Jeg har tænkt meget på idiosynkrasi som begreb under gennemlytningerne af The Second Original Silence, og det i en vredladen, kulturpessimistisk version.
Tankevækkende er det at udlede noget mening i spændingsfeltet mellem selve musikken og dens navne. Hvis denne pikkede skærsild af jazz og støj skal tages til indtægt for en anskuelse af verdens oprindelige lovmæssigheder, er der tale om et opgør med al determinisme. Gud er død, og alt er tilladt. Man har kun den sjov, man selv laver, og kun den støj, man får penge for at tatovere ind i skallen på de sagesløse jazz-muffier, der synes, det er sejt at høre det, ingen andre bryder sig om. Man er selv en jazz-muffi, og man har lige fået noget nyt gear og nogle nye venner. Det skal fejres.
