De sofistikerede og eksperimenterende New York-støjpunkere Parts & Labor er næsten ikke til at kende igen. I hvert fald ikke i forhold til Stay Afraid fra 2006, hvor undertegnede hoppede på vognen. En vogn, der bankede derudaf med 200 km/t med en imponerende energi, vilde lyde fra instrumenterne og maltrakterede popsange under et lag af støj. Da Mapmaker udkom i 2007, blev der blot sat tykke streger under trioens position i noiserockens superliga.
Bandet er dog ingenlunde rykket ned i 1.division med deres nyeste udspil. De befinder sig bare i en anden liga denne gang. Der er nemlig ikke meget rendyrket støj tilbage på Receivers. Den krasse og forbandet medrivende støj træder denne gang i baggrunden til fordel for artrock og psychpop.
De to grundlæggere af Parts & Labor, Dan Friel (vokal, elektronik) og BJ Warshaw (vokal, bas) hyrede trommeslager Joe Wong og guitarist Sarah Lipstate (Noveller) til arbejdet med Receivers. Derudover inviterede Friel og Warshaw fans og venner til, via bandets websider, at sende lydsamples og diverse optagelser – og de flere hundrede soniske bidrag optræder alle, i en eller anden form, på albummet.
Ud over ruskende guitarer, bankende trommer, bombastiske basgange og keyboardflader har de elektroniske collager altid været en vigtig medspiller i Parts & Labors univers. Denne gang udmønter det sig blandt andet i bippende lyde og samplede samtaler, som bandet fik tilsendt. En skæg web 2.0-detalje og uden tvivl til stor glæde for de mange fans, der greb chancen.
Selvom der især på Mapmaker var enkelte indikationer på, at Parts & Labor måske ville skrue ned for støjen og tempoet, er det i starten alligevel en smule sært at opleve stilskiftet, som Receivers markerer. På den anden side er det kun forventeligt, at et så eksperimenterende band ikke har interesse i at befinde sig i kassen med mærkatet noiserock for evigt. Jeg er stor fan af stilen på Stay Afraid og Mapmaker, men havde bandet valgt at udgive kloner af disse album, var de utvivlsomt endt i et dødvande. Heldigvis udvider Receivers Parts & Labors’ univers på fornem og særdeles vellykket vis.
Fragmenteret elektronik og keyboardflader er i fokus, mens åbneren “Satellites” bygges langsomt op. Dan Friels vokal indtager en lettere højtidelig position, mens der synges om maskiner, der bliver trætte af mennesket og derfor flygter ud i rummet. Som nummeret skrider frem, kommer de velkendte støjende virkemidler alligevel brusende og sender et anerkendende nik mod tidligere tider. Det over syv minutter lange nummer fader mere og mere ud og glider umærkeligt over i “Nowheres Nigh”, der må være bandets mest poppede nummer til dato. Vi er her tæt på syng med-skabelonen, men er alligevel flere kilometer fra et ordinært popnummer, i kraft af at nummerets bund er klistret til med huggende keys, fragmenterede samples og et hav af sære lyde. Surrealistisk psychpop af den fineste karat.
Hvis “Nowheres Nigh” er det tætteste, den nyslåede kvartet kommer på en decideret popsang, må “Mount Misery” være det tætteste, de kommer på en ballade. Tempoet er skruet helt ned, og et dovent trommebeat blander sig med de mudrede og krybende elektroniske lyde. Friel synger sine langstrakte linjer om elendighedens bjerg, og nummeret fremstår særdeles overbevisende og dragende. Det roligere tempo har efterhånden bidt sig fast, og der skabes betagende stemninger undervejs. Den eksperimenterende tilgang er nemlig bevaret til fulde, selvom der er skruet ned for støjen. Når de samtidig har valgt at inkludere de ovennævnte soniske bidrag, er det ikke så sært, at udfaldet bliver varieret og detaljerigt i sit udtryk.
Samtlige numre er overbevisende udført og elegant bygget op med mange lag og fine detaljer. Ved at bringe mere variation ind i lydbilledet har Parts & Labor skabt et særdeles slidstærkt album, der sagtens kan tåle at blive udforsket igen og igen. Det er på mange måder en stor lytteoplevelse at lægge øregange til Receivers. Begrebet “organiseret kaos” antager nærmest fysisk form på albummet, og det udføres med en selvsikker elegance. Parts & Labor er med andre ord rykket fra noiserockens superliga til artrockens/psychpoppens superliga.
Lyt til “Nowheres Nigh”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/nowheresnigh(edit).mp3]