Det er vinter. Det er bælgmørkt udenfor, og det regner, som om verdens ende er nær. Det føles sådan set også næsten sådan, og selvom jeg ved, at der er endnu en dag i morgen, hvor jorden vil rotere endnu en gang om sig egen akse – hvor nat vil blive til dag og igen blive til nat – så er optimismen lidt svær at holde på i lige dette øjeblik. Det er denne minimale optimisme midt i mørket, der præger ep’en Ground fra svenske Purl, som er det navn, Ludvig Cimbrelius fra Malmø gemmer sig bag.
Udgivelsen er en 10-tommersvinyl på selskabet Phisteria med noget nær intet info, og en hurtig søgning på internettet giver ikke meget mere at arbejde med. Som lytter er man overladt til musikken alene. En oplevelse, som ganske naturligt kan tage afsæt i indtrykket af coveret, der er holdt i brun-orange farver og ligner et utydeligt billede af landskabet. Træer tegner silhuetter mod himlen, mens solen gemmer sig under horisonten og farver himlen som lige før daggry. Vi er i mørket, mens lyset er på vej.
“Flor” åbner ep’en med bølgende, svævende fornemmelser skabt af synthflader, der ukonkret vugger lytteren frem og tilbage. De blødeste toner fra det elektroniske ekko-univers bliver trukket ud til lange støvede toner, og organisk fylder de rummet og omfavner lytteren. Det er ikke filmmusik. Det er nærmere musik, som det er let at se sig selv – placeret i ensomme og isolerede situationer – lytte til. F.eks. på et sted som dét, coveret afbilleder, hvor stilheden er total, og musikken er tankerne i dit hoved.
Senere på nummeret forsvinder det omfavnende udtryk, og mindre regndryp af sølv skaber nu en anden form for omfavnelse af lytteren. Et trommespor, der hverken efterligner en hjertelyd eller er mekanisk rytmisk som et trommebeat, lægger lidt bund, men konkretiserer også det flydende udtryk. Dette bringer verdens konkrete, fysiske tilstand lidt for nær, og kroppen fornemmes pludselig, især hvis volumen skrues op. Denne kontrast, som f.eks. Gas også bruger, virker her forceret og klodset – ikke mindst oven på en intro, der varmede som mørkerød velour.
På “Foxes” bliver musikkens mørke mere nærværende, mere kradsende. Bølgefornemmelsen er stadig til stede, men den er mere dyster i sin grundsubstans. Overtoner, som er kraftigere i volumen og knap så irriterende høje i tonelejet, lyser svagt det generelle lydbillede op, men lytteren er trådt et skridt nærmere nattens mørke.
“Red Islands” indeholder det mest melodiske, nærmest legesyge element på ep’en, og det bringer minder om danske Manual. Langstrakte, langsomt pludrende synthtoner giver en vægtløs fornemmelse, der for en tid lægger mørket fra “Foxes” i glemmebogen. Men det er kun for en kort stund.
“Ground” vender tilbage med mørket som albummets mest dystre nummer. Med indre billeder af uhyggelige skyer, knækkede træer og mørke aftegninger mod en nattesort himmel kan de vuggende toner, der har været et gennemgående tema på ep’en, ikke gøre noget positivt ved dette nummers bulder. Således bliver det titelnummeret, der får det sidste, musikalske ord på ep’en. Som lytter er man generelt blevet tynget med mørke toner, der kun i få tilfælde er blevet krydret med enkelte musikalske håb i ensomhedens mørke.
Hvis man skal kritisere noget på Ground, så er det dels, at musikken, til trods for sine atmosfæriske kvaliteter, nogle gange kører lidt for meget i det samme spor, selvom der både er lyse og mørke momenter. Det gør det lidt svært at finde hoved og hale i numrenes forskellighed. Dels havde de fire numre på grund af deres langstrakte kvalitet fungeret bedre i sammenhæng end afbrudt på midten af en pladevending. Samtidig er “Ground” en udgivelse, der har gode stemninger. Det lover godt for en eventuel fuldlængdeudgivelse fra Purl, hvor musikken kan strækkes endnu længere og give en uafbrudt lytteoplevelse på 40-50 minutter. En lytteoplevelse, som kan flytte lytteren væk fra denne verden, til et andet sted.
