Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk
Noget kunne tyde på, at Mugison ikke er glad for at dele sit navn og ry med andre musikere, for trods intens research har jeg ikke været i stand til at opstøve identiteterne på de musikere, der sammen med islændingen aflagde Loppen visit tirsdag aften. Ikke desto mindre var det lykkedes ham at finde en bassist og en trommeslager med (næsten) så store skæg som ham selv, hvor sidstnævntes aktivitetsniveau var på linje med et rabiesplaget DAMP-barns.
Det fik ham nu på ingen måde til at virke malplaceret, for åbneren “Mugiboogie” fra sommerens udgivelse af samme navn igangsatte øjeblikkeligt en række energibølger så intense, at det må have bekymret Seismologisk Institut. En energi, der kun opbyggedes yderligere af Mugisons fine sans for at indsætte nogle pirrende småpauser i udladningerne for så at fortsætte med øget vildskab. Disse så nu ud til at gå hårdest ud over trommeslageren, som var på randen af at eksplodere, hver eneste gang et nyt udbrud skulle trækkes i langdrag.
Det elektroniske, der var dominerende på Mugisons tidligere udspil som Lonely Mountain, hørte publikum ikke meget til denne aften, men alligevel formåede islændingen at få inkorporeret lidt af alle de forskellige elementer, der har præget hans lettere kamelæoniske karriere, uden at det virkede søgt eller at koncerten mistede sin homogenitet. Således fremførtes “Deep Breathing” på en håndholdt, elektronisk indretning med ti gange otte knapper, som havde indkodet en lang række guitarakkorder og lidt blandet elektronisk blippen og mest af alt mindede om en amputeret harmonika. Selv et mere stille nummer som dette fik efterhånden opbygget så meget intensitet, at det virkede slående, for lige så groovy Mugison formåede at være, lige så nærværende fremstod hans snart hæse, snart hviskende, snart jamrende vokal.
Indslag fra Mugiboogie var selskrevne sing along-favoritter, hvor “Jesus is a Good Name to Moan” stod som et højdepunkt med lidt improviseret Jesus-hyldest i en hysterisk gospelversion, men numre som “I’m Alright” og “Two Thumbs Sucking Son of a Boyo” gjorde, at koncerten efterhånden tog en drejning til det hårdere. Hvor disse skæringer på pladen kunne virke en anelse malplacerede, fremstod de her som en naturlig modreaktion på den spændingsfyldte blues-rock og som en kærkommen mulighed for at få rystet noget hår.
Under ekstranummeret “Sweetest Melody” blev bassist og trommeslager gennet ud blandt publikum for at agere korledere af endnu en omgang gospelinflueret blues. Som Undertoners skribent i anmeldelsen af Mugiboogie pointerede, er det tvivlsomt, hvor autentisk Mugison er i blues-udladninger som disse. Heldigvis er jeg ikke så stor blues-entusiast, at jeg ikke kan abstrahere fra dette faktum og fokusere på det væsentlige ved denne aften: At Mugison på en time leverede så koncentreret en mikstur af energiske grooves og hysteriske sjæleudvrængninger, at den i optyndet form kunne sætte fut under selv den mest vinterdepressive dansker helt til forårets komme.
