Baby Shakes: The First One
af Mads Jensen
Baby Shakes er tre unge, kønne piger, der spiller en skøn blanding af poppet punk og powerpop, der ikke lader hverken Shivvers eller Undertones noget tilbage at ønske. The First One består af fantastiske, simple og glade melodier tilsat enkle, naive tekster. De har så fået et skud rebelsk rock’n’roll-attitude, men med et glimt i øjet. Jeg var solgt fra første linje og første riff.
Black Milk: Tronic
Detroits wonderkid Black Milk, der om nogen fører arven videre fra afdøde J Dilla, konkurrerede med sig selv om at udgive årets hiphop-plade ved både at udgive et mixtape, et samarbejde med Fat Ray og en solo-plade. Soloen Tronic tog prisen med sine spacefunkede 70’er-synths og bastante lilletrommebeats bundet sammen af små jazzfunkede mellemspil. En udvikling for Black Milk fra at være lovende til at være solid i kvalitet, men uberegnelig i udtryk.
Breeders: Mountain Battles
Efter en false start med den mislykkede Title TK fra 2002 skulle Breeders vise, at de formåede at levere et relevant comeback i det nye årtusinde oven på to 90’er-typiske superplader med over 15 år på bagen. Det kunne de snildt, og Mountain Battles er en fremragende samling sange, der lige fra den forrygende åbner, “Overglazed”, oser af den særlige søstrene Deal-stemning, som alle dage har været garant for et unikt og legesygt, men samtidig følelsesfuldt lydbillede. Velkommen tilbage!
Bon Iver: For Emma, Forever Ago
En mand, en hytte, en skov, en guitar. En stemme. En kombination, der nok er hørt før, men sjældent hørt leveret så inderligt, som det er tilfældet på For Emma, Forever Ago, som Bon Iver endte med at kalde sit skitsealbum. Hvordan kunne vi overse den? Uden tvivl årets vægtigste singer/songwriter-udgivelse: enkel, nærværende, medfølende, medsyngende, ekstremt iørefaldende. Det bliver meget spændende at se, hvilken retning han går i næste gang. Jeg glæder mig til at følge med.
Cadence Weapon: Afterparty Babies
af Mads Jensen
Et af årets bedste album fik vi aldrig anmeldt. Cadence Weapons Afterparty Babies blander hiphop med house. Resultatet er en særdeles frisk plade. Jeg har i hvert fald ikke hørt noget, der bare minder om den før. Ikke alle vil synes, at hans flow er det bedste i verden, men på en eller anden måde lyder det alligevel præcist rigtigt med den hårde, pumpende house som baggrund.
Brendan Canning: Something for All of Us
af Mikkel Arre
Ikke overraskende byder Broken Social Scene-medlemmet Brendan Cannings soloplade, Something for All of Us, på melodisk støjrock med hilsner til både Dinosaur Jr. og Built to Spill. I de bedste øjeblikke, og dem er der en del af, minder Something… én om, hvor fremragende Broken Social Scenes You Forgot It in People egentlig er. Helt derop når Cannings album ikke, men numre som “Hit the Wall” og “Churches Under the Stairs” er smittende, energiske indierockknaldperler med omkvæd, der bider sig fast og vil nynnes/synges/skråles.
Cold Sun: Dark Shadows
Cold Suns mesterværk Dark Shadows blev først udgivet i 1989, selvom pladen egentlig er fra 1970. Dette var i et meget lille oplag, og derfor har pladen været noget nær umulig at få fat i, men nu har alle, via et genoptryk, muligheden for at høre noget af det bedste psych, der nogensinde er skabt. Med elektrisk autoharpe, peyotelyrik og fuzzguitarer er man, stoffer eller ej, klar til et syretrip af dimensioner.
Chris Connelly: Forgiveness & Exile
Når man ved, at Chris Connelly normalt har spillet i industrial-bands som Ministry og Revolting Cocks, så kan det komme som lidt af en overraskelse, at han under eget navn laver velkomponerede, jazzede rocksange og synger som en ung David Bowie. Forgiveness & Exile er en stemningsfuld konceptplade, hvor spoken word af bl.a. Shirley Manson og David Tibet leverer den skyggefulde historie med elementer af film noir og horror.
Cut Copy: In Ghost Colours
Der er et nummer på In Ghost Colours ved navn “Unforgettable Season”, og Cut Copys anden plade lyder præcis som soundtracket til de mest fantastiske sommerfester, man kan drømme sig til. Den skummer over med klokkeklare hitsingler, og lydbilledet er så gennemarbejdet, at pladens replayværdi synes uendelig. Selvom udtrykket er indie-fesent (på den gode måde!), bliver en single ikke mere potent end de urørlige “Lights and Music”, “Hearts on Fire” og “Out There on the Ice”. En festplade til resten af livet.