Musikhistorien er fyldt med uniformerede orkestre, hvor det uniformerede på mange måder har været et korrelat for deres musik. Der findes mange eksempler gennem historien med bands som KISS, Sex Pistols, Army of Lovers, Devo etc. Listen er lang, men i deres forskellige forklædninger – her er sygeplejerske-uniformen central som et helende symbol – er Danielson-gruppen/familien et unikum på den kontemporære scene. Det er ikke så meget på grund af deres uniformering som sådan, men på grund af hele den pakke og konsekvens, hvormed gruppen siden 1994 har stået fantastisk stærkt live og på plade.
Gruppen har alle dage rummet megen musikalsk fantasi og evner igennem den primære sangskriver og omdrejningspunkt, Daniel Smith, at samle alle disse tynde, røde sytråde til små rækker af popperler, hvilket denne opsamling, der rummer såvel album-versioner som live-udgaver fra gruppens hånd, er et godt eksempel på.
Som cd 1 bliver indledt med særdeles reverb-behandlede vokaler, der hviner »Now try!«, bliver man overrasket ved det insisterende statement på kun otte sekunder, hvorefter det hele sparkes rigtigt i gang med den Pixies-influerede ”Good News for the Bus Pickers”. Allerede dér finder man en gennemgående formel ved Danielson & Family’s musik, hvor vedholdende repetition af temaer og simple riff underbygger Daniel Smiths sangforedrag. Dette kan måske endda klassificeres som et moderne og i dén grad skævt take på dét at udbrede the gospel. Den musikalske diversitet i andre sange til trods synes formen ofte at trække en direkte linje fra salmesangens gentagelser, selvom gruppen ikke går af vejen for at hive et catchy refræn eller to op af hatten.
Diversiteten er den anden form, der strømmer igennem andre sange, hvor heftigt overraskende akkordskift og dynamiske ryk næsten sammenstykker disse sange som kristne relieffer og tableauer. Når gruppen fra det ene nu til det andet kan gå fra no bullshit-udsagn, som eksempelvis »I love my Lord!« i den fremragende ”A No No”, til det børneremsende nonsens i ”Flip Flop Flim Flam”, synes det hele at være på et ekstatisk plan, der alligevel er holdt i ave som en daglig taksigelse.
Trying Hartz søger altså at skabe et overblik over kollektivets facetter i dets første årti, og det er primært et vue over Daniel Smiths musikalske vision, til trods for så prominente gæstemedlemmer som Sufjan Stevens, Deerhoof, Why? og Half-Handed Cloud. Det er nemlig Smith, der formår at orkestrere og inspirere ud fra kristen livsfilosofi og god gammeldags galskab – i musikalsk forstand vel at mærke.
Det er således en fornøjelse at være i selskab med Danielson og Co. igennem den halvanden time, denne opsamling varer, og når man måske synes lige lovlig mæt efter sådan en tour de force, skyldes det primært de særegne udtryk, der konstant titter frem i de overmådeligt melodiøse sange, hvor lytteren især vil bide mærke i Daniel Smiths fjollede falsetter (ikke ulig Martin Prince-karakterens i The Simpsons), der er et decideret varemærke for gruppens lyd.
Så hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med dette entusiastiske ensemble af ’high on life’-forkyndere, er Trying Hartz intet mindre end en perfekt begyndelse på et smukt venskab.
Lyt til “Animal in Every Corner”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/animalineverycorner.mp3]
