Hvis der skulle sidde nogen derude, der ikke ved, hvem Diplo, alias Wesley Pentz, er, så er her en kort introduktion: Diplo er mest kendt for sit samarbejde med sin daværende kæreste, M.I.A. Siden har han stået bag Santogold, og han arbejder stadig med en masse nye navne på sit pladeselskab, Mad Decent Records. Det var også ham, der fik bragt bailefunk fra Brasiliens kæmpefester til USA og Europa. Han har i den forbindelse signet Bonde do Rolê. Ud over alt det har han udgivet en stribe mixtapes og lavet remixes for en række store navne. Man kan med andre ord godt tillade sig at forvente noget helt specielt, når man sætter Decent Work for Decent Pay i sin cd-afspiller. Det er officielt hans andet album efter den middelmådige Florida fra 2004, men der er praktisk talt tale om en opsamling af remixes med nogle af de kunstere, han har remixet. Der er fire Diplo-numre. De resterende 12 er remixes.
Diplo er en sand beatets betvinger. Det skjuler han bestemt ikke på denne udgivelse. Lige fra start er stramme beats og catchy hooks i centrum, og det er uanset, om han har CSS, Bloc Party, M.I.A. eller Bonde do Rolê som udgangspunkt: Første nummer består af beats som en rigtig banger tilsat en dancehall-vokal. Det sætter stille og roligt gang i festen. De franske house-drenge i Daft Punk sørger for at få tændt stroboskoplyset. M.I.A.’s største hit, “Paper Planes”, tilsættes noget middelmådigt rap, som dog bidrager til, at nummeret bliver mere dansegulvsegnet. Spank Rocks vulgære tekster om mandlige og kvindelige kønsorganer får tilsat et 80’ervibe, der gør hele pakken lidt lettere at sluge (pun intended). Tempoet sættes op med grime-rapperen Kano. Diplos egen, instrumentale “200”, der er et af pladens stærkeste numre, leverer med sine hårde beats overgangen til remixet af Bloc Partys “Where is Home?” Bloc Party kommer således aldeles uventet til at fungere som optakt til electroclash-gruppen CSS. Derefter bryder helvede løs, når landsmændene fra Bonde do Rôle tager over med festlig og kaotisk bailefunk. Så er det tid til Samim, med rødder i Iran og Schweiz, og hans største hit, “Heater”, der vel mest af alt minder om Benny Benassi. Han lægger op til de spraglede fyre i Hot Chip. Og så er det gud hjælpe mig tid til et remix af Black Lips, eller, det vil sige, for at gøre overgangen rigtig glidende indsætter Diplo lige et instrumentalt bailefunk-nummer. Black Lips lægger op til lidt amerikansk house. Og nu, hvor dansegulvet rigtigt gynger, skal vi have lidt outback-beats i Diplos egen “Smash a Kangaroo”. Festen slutter og kulminerer i kæmpehittet “Young Folks” – med beats selvfølgelig.
Således er det altså aldrig kedeligt at være i selskab med Diplo. Det føles som en nat på Roskilde, hvor man går fra det ene festlige telt til det andet, mens man hele tiden kan mærke beats fra en hiphop-koncert på Orange. Det lykkes næsten Diplo at komme jorden rundt i løbet af pladen. Genremæssigt kommer han også vidt omkring. Og det er her, Diplos styrke ligger. Han er ikke bange for at røre ved nogen eller noget. Det hele skal prøves.
På trods af de mange genrer og oprindelseslande virker pladen desværre overraskende jævn. Bevares, der er beats nok til alle, og de, der bliver siddende på sin booty i stedet for at ryste den, kan med fordel forbigås næste gang, der sendes festinvitationer ud. Diplo har uden tvivl haft det bredest tænkelige publikum i tankerne, da han lavede albummet, og til det bredest tænkelige publikum er det også noget nært optimalt, for her er vitterligt noget for alle. Desværre er der så alt for lidt kant til os, der godt kan lide at få ørerne, og ikke bare træbenene, udfordret.
Det er svært at have noget imod en god fest, og mit eneste forbehold består da sådan set også i, at jeg ved, Diplo kan være bedre, meget bedre. Han måtte gerne gøre mere ved sangene, for Diplo har et bedre festøre end de fleste på tracklisten.
