Dialog mellem højre og venstre øre”¦
»Jacob Faurholt. Hvem?«
»Ja, Jacob Faurholt, du ved, ham, der tidligere spillede sammen med bandet Sweetie Pie Wilbur og samlet set har næsten en håndfuld store og små udgivelser i baghånden. Den århusianske singer/songwriter – come on!«
»Næ, ham har jeg godt nok ikke hørt noget til. Er han kendt?«
»Tja”¦ alt er jo relativt. Åbenbart ikke kendt nok!«
Denne lille banale og fiktive ordveksling er blot til for at beskrive personen, der ligger til grund for denne anmeldelse. En af dette lands uslebne diamanter, der udgiver sin musik i al stilhed for en mindre skare af begejstrede tilhørere, og som ikke giver køb på hverken radiovenlighed eller popularitetskoncepter.
Jacob Faurholt råber muligvis ikke højt nok, men det lader heller ikke til, at han går så frygtelig meget op i at lefle for alverdens lyttere. Det lader han andre om, og i stedet udgiver han mere og mere minimalistiske plader, der ikke forsøger at ramme det brede publikum. Are You in the Mood for Love? – umiddelbart en vældig positiv titel, men så snart den første tone slås an, fjernes alt håb om en kommende sommerplade.
Referencerne til højre for denne tekst giver et tydeligt billede af genren, Faurholt bevæger sin indenfor. Han gør det godt, inderligt og dybfølt, men der er stadig et stykke op til Bonnie ’Prince’ Billys I See a Darkness og andre mesterværker. Fred være med det, og bevares, mindre kan også gøre det, men jeg savner noget personlighed fra Faurholts hånd. Noget enten nordisk eller underspillet dansk og ikke bare et forsøg på at lyde som sine forbilleder.
Visse steder på pladen gøres et forsøg udi noget skævt og anderledes. Den ellers så glimrende “Rusty Country Cage” bliver skamferet af et guitarakkord-trip, der lyder som første guitarlektion for en femårig. Måske et humoristisk indslag, men det ødelægger det ellers så iørefaldende nummer, der i modsætning til pladens fire første numre har lidt mere fylde og instrumentering. Et andet aparte tiltag er de hæse korarrangementer, men de har i modsætning til guitaren mere held i sprøjten. Det er helt afgjort “less is more”-konceptet, Faurholt har søsat, og det kan være udmærket ikke at spolere sine sange med en vognpark af samplinger, instrumenter og andre lydflader. Der er dømt sadcore og tristesse til den store guldmedalje, når Faurholt messer sine sange ud via sin til tider brummende og knækkende stemme. Den fungerer rigtig fint i konceptet omkring melankolien og roen.
Der er ni mørke ballader på pladen og en enkelt sang, der kunne minde om noget harskt. Det er krystalklart og til tider smukt fremført, men også en anelse upersonligt og alt for meget “jeg lægger mig i sporet af alle andre”. Det er muligt, at Faurholt har lagt sin krop og sjæl i numrene – men det kommer ikke rigtig med på pladen, og det er et pænt afsavn at måtte acceptere. Det er modigt at tage sine sange og skære helt ind til benet. Det er et modent tiltag, der helt klart viser, at Faurholt kan skabe stemninger. Men det er stemninger, som vi har hørt mange gange før, og det er primært det, der skaber ridserne i lakken.
