Hvis man på nogen måde havde interesse for shoegazer i 2006, så er det helt sikkert, at man har hørt Serena-Maneeshs selvbetitlede debut. Det er desuden sandsynligt, at man var glad for den. Her på stedet fik den også roser med på vejen. Men det er altså to år siden, og hvad har de så lavet i mellemtiden? Ja, ikke synderligt meget, hvis man skal vurdere det ud fra deres udgivelsesantal. Derfor var det med en vis spænding, jeg satte Montrose Cadaveric på. Lad mig med det samme sige, at mine forventninger ikke blev indfriet. Det er ikke dårligt som sådan, men jeg havde forventet noget mere interessant efter to års dvale fra et hyldet band.
Titelnummeret overrasker, men ikke synderligt positivt. Det starter som et shoegazer-nummer, med alt hvad dertil hører af guitarflader og sfæriske vokaler, men så går det over i noget mere garagerocket med beskidt vokal og markeret guitar. Den første reference, der falder mig ind, er landsmændene i My Midnight Creeps. My Midnight Creeps og anden garagerock er jeg sådan set godt tilfreds med. Det er mere kombinationen af mandige, beskidte vokaler, hvor man næsten kan lugte whiskyåndene, og introverte shoegazer-vokaler, der drukner så meget i støjflader, at det næsten er umuligt at tyde, hvad der bliver sunget. Det virker, well, mærkeligt. De burde sætte sig på én stol i stedet for mellem to.
“Oxygen Please” er mere shoegazer, som vi kender det, om end trommerne kanske er en smule mere aggressive, end vi er vant til. I det store og hele er det et nummer, der er i tråd med, hvad man – baseret på debutalbummet – ville forvente. Det er godt, men ikke særligt mindeværdigt.
I det store og hele består Montrose Cadaveric (Revevise) altså af to gode sange, hvor den ene dog virker småskizofren, og den anden ikke skiller sig ud.
