Da min farmor døde i 1999, gik der faktisk ikke engang fire måneder, før min farfar også gik bort. Jeg kan på mange måder godt lide at tænke på, at de havde levet sammen så længe, at de simpelthen ikke kunne leve uden hinanden. Tabet var for stort. Jeg tror også, at det er den tanke, Harry McVeigh har, når han på “To Lose My Life” synger: »Let’s grow old together / and die at the same time«”¦
I det hele taget er tabet af en anden (og sig selv) et centralt tema på White Lies’ debutalbum, der faktisk er et album med relativt mørke undertoner. Der synges i udstrakt grad om døden og om selvmord, f.eks. i den fremragende “Unfinished Business”: »You’ve got blood on your hands / and I know it’s mine / I just need more time / so get off your low and let’s dance like we used to / but there’s a light in the distance / waiting for me / I will wait for you / so get off your low and let’s kiss like we used to.«
Men som det nogle gange er i den slags upbeat-rockede indpakninger, som White Lies excellerer i, glemmer man lidt, hvad der foregår i det lyriske, og synger med, fordi det er så hamrende catchy, og fordi musikken simpelthen omfavner en. Det er musik, man trygt kan lade sig falde ind i. Lidt som den tillidsøvelse, man nogle gange lavede til spejder, hvor man skulle stille sig op på en stol og lade sig falde bagover, fordi man havde tillid til (håbede/krydsede fingre for), at de andre greb en.
Med tindrende synth, skarptskårne basgange, ringlende guitarer og en fantastisk vokal bliver man faktisk grebet på White Lies’ debut. Både lyrisk og musisk er det stemningsmaleri af høj klasse, og pladen er faktisk fyldt godt op med potentielle hits. Men samtidig er det også en modig debut, for lyden er så melankolsk og pompøs – flere gange med strygere (og ikke kun violiner, men også celloer, violaer og kontrabasser) – og teksterne tilsvarende smertefulde og storladne, at det let kunne være blevet for meget. Men det bliver det på intet tidspunkt. I hvert fald ikke for mig. Måske er det, fordi det er så velkomponeret og bliver så overbevisende leveret.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om White Lies holder mere end ét album. Lige nu lyder det første i hvert fald lovende, og mon ikke vi får dem at se på Roskilde Festival? Det burde vi næsten, for de er et oplagt bud på stadionrock i miniformat”¦
Så når McVeighs stemme sammen med pulserende tamtammer og højtsvævende guitarer forhåbentlig hamrer af sted under teltdugen en sen aftentime på Roskilde denne sommer, er jeg sikker på, at næsten samtlige singler får lyst til at have en kæreste, de kunne løbe”¦ nej, ikke løbe”¦ spæne af sted mod. Med det ene formål at redde dem fra alverdens farer, så de kan blive gamle sammen og dø på samme tid.
